Forskel mellem versioner af "Phil McNollah"

Nuværende version fra 1. mar 2019, 07:13

Fodboldtræner fra Lord-Terrier-Land.

fra TIFO Gold Cup 33-albummet:
»— hvem ellers?
Som den eneste træner har Phil McNollah (49) præsteret resultater, der var tilstrækkelige til at give et terrisk klubhold proflicens. Han førte Lack Quisbee Garden Rovers til det nationale mesterskab i 25 som amatør. Som prof blev klubben tillige mester i de to følgende sæsoner; stadig med McNollah som træner, i den første i duet med baringeren Werner Weber.

Til gengæld gik det ikke så godt for Lord-Terrier-Lands landshold, så fra sæson 28 byttede McNollah job med landstræner John Luke! Efter én sæson uden Phil McNollah (men med sønnen Josef Jeremiah i dennes første profsæson) blev Garden Rovers reamatøriseret… Og landsholdet kom langsomt på bedre kurs.

I dag sidder han så solidt naglet til landstrænerbænken, Phil McNollah. Hans taktiske snilde har skabt et hold, der slår til, når man mindst venter det. Ved at studere kommende modstanderne grundigt, finder McNollah altid nogle større eller mindre svagheder, som hans hold formår at slå ned på. Det sker via trænerens taktiske oplæg og deraf følgende træning af spilsituationer, der er specifikke op til hver enkelt kamp.

McNollah selv: »Jeg skal ikke lære spillerne det tekniske — de er jo i forvejen glimrende fodboldspillere. Som landstræner skal jeg i stedet forsøge at finde frem til, hvordan holdets muligheder for en sejr bliver størst mulig, modstander for modstander.««

fra nyhedsartikel i TIFO Gold Cup 33-albummet:
»I et interview gjorde Lord-Terrier-Lands træner Phil McNollah status efter sit holds sidste GoldCup-kamp. Sejren på 4:1 over Questo er terriernes første i en slutrunde efter to nederlag i 24 samt to uafgjorte og to nederlag denne gang. Alligevel udtrykte træneren tilfredshed og stor optimisme. »Vi endte på fjerdepladsen i puljen, efter tre verdensmestre. Hér hører vi også til efter min mening — lige under verdenseliten!« lød McNollahs fortrøstningsfulde og overraskende vurdering. Hans berygtede taktik og evne til at slå ned på enhver modstanders svage punkter var ifølge hans eget udsagn kun gået galt mod Baringers Land (0:5). Pointtabene mod de andre storhold ærgede han sig over, fordi de var »mere uheldige end retfærdige.««

Den roste træner var meget tæt på at blive Årets Træner i Miseira 33, men æren gik i sidste ende til hans larnesiske kollega Oliver Stones.

Før sæson 35, da SC Sönig måtte se sin træner Adites overtalt til en kontrakt hos rivalen SpVgg. Sönig, blev McNollah headhuntet som afløser. Ikke kun på grund af sit gode ry, men også fordi klubben har tradition for at have terriere på sit profhold.

Alle var spændt på at se, hvordan det skulle gå SC med McNollah ved roret, og trods en beskeden sjetteplads i ligaen og en fjerde- og sidsteplads i Plint-slutspillet kvalificerede holdet sig også til det følgende års slutspil, så foreløbig opfylder terrieren sin kontrakt til 36.

Ironisk nok var han i denne anden sæson pludselig klubbens eneste terrier: anfører Oliver Candy (som godt nok var blevet baringsk statsborger) sluttede sin karriere, Oliver Lye skiftede klub fordi han ikke længere var fast mand, og målmand Bruce Wolves blev nærmest fyret af sin tidligere træner fra landsholdet.

Søn: Josef Jeremiah (født 9).
Børnebørn: James Julian (født 34), Jonathan Jasper (født 37), Jessica Jill Philippa (født 41).