Forskel mellem versioner af "Bert Regenmaier"

Versionen fra 6. feb 2016, 20:14

Bert Regenmaiers profkort.

Fodboldtræner og tidligere -spiller fra Baringers Land.

Spiller

Som spiller var Regenmaier kendt for sine lynende ryk i angrebet, men også for sit eksplosive temperament og flere heraf følgende røde kort. I den første kamp ved TIFO Gold Cup 27 overfusede han krovlaneren Per Romann efter et sammenstød og derefter dommer Per Byqvist, som så viste ham ud. Det var allerede i første halvleg og nok ikke uden skyld i Baringers Lands 2:4-nederlag. Kampen blev hans eneste ved slutrunden, som baringerne jo vandt. Regenmaier var i mange år med i landsholdstruppen, men stod som regel i skyggen af de magtfulde superstjerner Karlheinz Weber og Nico Wesselich.

Og klassen havde han. Med sit karakteristiske, lidt foroverbøjede løb var den høje centerforward med det flade ansigt, den særprægede næse og det mørke hår, der så ud som om, det var limet fast på hovedet, en publikumsyndling hos SC Sönig — og det til trods for, at han stort set aldrig udtalte sig offentligt.

Regenmaier blev yderst upopulær i forbindelse med en meget grim scene i den første ALFA Cup-finale i 30, hvor han først tog benene på sin oppasser Elzaf og derefter, da denne lå ned, spyttede på ham. Dommeren viste ham prompte ud, og på vej ud gav Regenmaier ham fingeren. Scenen vises stadig i fodboldkavalkader på tv og kostede i sidste ende også Regenmaier en i forvejen yderst vaklende plads i TIFO Gold Cup 30-truppen. Selv hos SC Sönigs ledelse var episoden så ildeset, at Regenmaier valgte at forlade sin barndomsklub og tage på trænerskole, selvom han blot var 32 år. Ellers var han nok blevet fyret alligevel.

Træner

Trods episoder som dem i TIFO Gold Cup og ALFA Cup-finalen har Regenmaier som træner med det samme vundet noget anerkendelse tilbage. Den første klub, han har dirigeret fra bænken, SpVgg. Clock, blev i 34 nummer 7 i Baringer Prof-Liga — alle havde dømt klubben til en sikker nedrykningsplads. Selvom klubben ikke klarede frisag året efter, rygtedes Regenmaier til andre klubber i landets øverste række, fx SC Sönig, hvilket på den ene side kan synes overraskende og på den anden side logisk.

Regenmaier blev dog i SpVgg. Clock og med en ny treårig kontrakt viste han ikke blot mod, men også dedikering til den nedrykkede klub, idet han forstod at overtale næsten alle dens spillere til at blive, selvom de kunne have håb om at få ansættelse hos en større klub. Desuden var han god til at finde nye, solide aktører fra amatørklubber til at forstærke holdet, da det baringske fodboldforbund satte et minimum på 14 professionelle spillere pr. profklub.