Forskel mellem versioner af "Strit Ut"

Versionen fra 5. feb 2017, 00:56

Rockgruppe fra Klomarken bestående af brødrene Bertil Rasmussen (sang og guitar) og Tom Rasmussen (guitar, bas og keyboard) samt Thomas Uldman (trommer). På de fleste af sangene på albummene “Strit Ut 2” og “Wilder Than The Wild” medvirker desuden Toms daværende kone Mona Sønk på sang og keyboard. Gruppen er egentlig fra Torvning, men medlemmerne flyttede alle til Kroby i løbet af de første pladeudgivelser.

Strit Ut regnes som den hårdere rocks fædre ― eller efterhånden bedstefædre, da de siden debutudgivelsen i 1 stadig er aktive trods to officielle pauser, fra 14 til 16 og igen mellem 20 og 25. I de efterfølgende ti år har Strit Ut kun udgivet tre studiealbummer, men er efter eget udsagn stadig en enhed, der blot giver sig selv mere ro end i de unge år.

Gruppen kom frem med nummeret “Fedt, Mand!” og var blandt de optrædende i den allerførste udsendelse af det nu hedengangne musikprogram Hitparade, idet singlen lå nummer 2. Dengang var det ikke hver dag, at tv-seerne fik serveret langhårede mænd, som spillede larmende musik i slidte læderjakker og cowboybukser, men med tiden er Strit Ut blevet folkeeje og er nok det mest kendte miseiranske band på verdensplan. Tom Rasmussen er i øvrigt stadig langhåret, selvom det nu snarere er gråt end lysblondt. Til gengæld er lillebror Bertils engang også lyse lange hår blevet både gråligt og temmelig sparsomt, mens den brune krøltop Uldman har bevaret kuløren, men ikke længden.

Gruppens ti største hits er nævnt i diskografien ― klassikeren inden for halvhård rock er “C’mon H’vy Rock’n”, som også betød det internationale gennembrud. Nummeret er fra “Wilder Than The Wild”, det andet album sunget på østchanalsk og det fjerde i alt; efter de to første albummers store succes i Klomarken forsøgte Strit Ut sig på østchanalsk, og i andet forsøg lykkedes det altså til fulde. Siden fulgte succes på succes, og en anden klassiker er “The Hurting” fra 7, som af mange betegnes som foregangsnummeret for rockballader. Sangen varer 7:42 minutter og vidner om stor kunst grænsende til progressiv rock da lydstyrken efter lidt over 5 minutter begynder at stige til en monumental finale, der kyndigt afsluttes ved at vende tilbage til det meget stille i nummerets sidste takter.

Succesen fortsatte, men i 14 følte de tre klomænd sig udbrændte og besluttede sig altså for at holde deres første pause. Albummene imellem de to pauser kastede ud over comebacksinglen “Fool Or Foe?” ingen store hits af sig; de to “Frontier”-albummer var musikalsk ret forskellige fra dem, gruppen var berømt for, og har først vundet anerkendelse mange år senere. Opfølgeren var et bluesalbum, hvilket publikum heller ikke viste begejstring for fra bandets side, og de to sidste inden den anden pause — “Mingling It Up” og “Short And Shouting” — regnes generelt for Strit Uts ringeste udspil.

Også comebacket fra den anden og længere pause kom som noget af en overraskelse, da det var Strit Uts første plade på klomål siden gruppens andet album næsten et kvart århundrede tidligere, og passede i øvrigt også stilmæssigt til sit navn “Tilbage Til Rødderne”. Dette andet, ikke mindre modige comeback med den tvetydige titel skilte vandene blandt fanskaren. Men herpå fulgte et vellykket album, “Pain And Pleasure At The Edge Of Town”, der formåede at bygge bro mellem den gamle Strit Ut-stil og mere moderne rockmusik ― og dernæst et overflødighedshorn af et tredobbelt livealbum med titlen “Out There”. Comebacket på verdensscenen blev konsolideret med den meget berømmede “Needless To Say (But We Will Anyway)”, som faktisk blev gruppens tredjemest solgte single indtil videre, og det samtidige album “Deafening Silence”, der ifølge flere anmeldere var en af de bedste rockudgivelser i flere år. Det 18. studiealbum “Raw As Rock”, båret oppe af rockballaden “Butterfly”, der straks blev en nyklassiker, blev noget forsinket udgivet i efteråret 35.

Strit Ut har inspireret mere end én generation af rockmusikere, hvoraf mange har inspillet coverudgaver. Således er “C’mon H’vy Rock’n” blandt de mest coverede rocknumre overhovedet ― fx har grupperne Black og Consequence samt endda flere klassiske kor og orkestre indspillet udgaver af sangen. Black har oven i købet udgivet et album med titlen “Bread”, som en henvisning til gruppens primære inspirationskilde Strit Ut, hvis første album sunget på østchanalsk jo hed ...“Black Bread”. Et enkelt, nyere eksempel på, at den kloske trios musik stadig lever i bedste velgående, er Mildred & The Mildreds' coverversion af “Come To Heaven”, som Strit Ut udgav som b-side til en single tilbage i 13.

I slutningen af 30erne et af medlemmerne med i supergruppe a la Asia, sammen med bl.a. et par fra Iceberg?

Diskografi

Gruppens ti mest succesfulde singler til og med 31 er med på nedenstående liste. Herefter samtlige nye singler.