Goldsmith
Jazzsanger og mundharmonikaspiller fra den savanesisktalende del af Questo, født 976 med det borgerlige navn Titus Ralph Orkeney Anderson — og oprindelig kendt som Goldsmith Anderson.
Goldsmith er en af jazzens grand old men. Hans kraftfulde, hæse stemme vakte opsigt allerede, da han var teenager, og da han kom ind på musikkonservatoriet på et stipendium, markerede han sig straks med eksperimenterende kompositioner. De blev rost til skyerne af nogle lærere, mens andre indstillede unge Anderson til eksklusion fra konservatoriet, da de mente, han ikke respekterede basale kriterier for musikteori.
Han blev dog ikke smidt ud, og i sidste ende var han mere end nogen anden manden, der med sine skelsættende fortolkninger af genren blev inspirationskilde for andre jazzmusikere verden over.
Til Goldsmiths mest kendte kompositioner hører “Somebody Else’s Song” fra 8, “Lost Hearts” fra 19 og “Troublemaker Sally” fra 26.
“Somebody Else’s Song” var oprindelig en ballade på fire minutter, men er indspillet i så mange versioner og på scenen fortolket i endnu flere — den længst kendte fyldte på grund af flere lange soloer en hel lp-side — at der ikke er noget standardtempo at spille den i. Det er en af den type melodier og tekster, som de allerfleste kender og spontant kan finde på at nynne, ofte uden at vide, at det egentlig er dèn.
I det følgende tiår begyndte jazzsangeren at sætte instrumenterne mere i forgrunden end sin stemme. Især spillede han mere og mere selv mundharmonika og brugte også saxofon-, klarinet-, tromme- og elklaversoloer fra ofte kendte gæstemusikere i højere og højere grad. Kulminationen var det rent instrumentale album “Insipid Incidents” fra 16, som var alt andet end “insipid” (smagløst). Her dominerede mundharmonikaen i en grad, der ikke kun etablerede Goldsmith Andersons navn som en virtuos på dette instrument, men tillige blev det et foregangsalbum for den type instrumentaljazz i nyere tid. Det er i øvrigt fortsat hans eneste album uden vokal overhovedet.
Kort efter udgivelsen af albummet “Lost Hearts” tre år senere blev Goldsmith Anderson alvorligt syg, hvilket givet var med til at booste hans musiks succes også over for et ikke-jazzpublikum, og titelnummeret fik så megen airplay, at det uden at hverken Anderson eller hans pladeselskab oprindelig havde planlagt det, blev udgivet på single. Til gengæld gik der syv år, før han kom sig tilstrækkeligt over sin sygdom til igen at gå i studiet og på scenen. Da det endelig skete med udgivelsen af singlen “Troublemaker Sally” havde han strøget Anderson fra sit kunstnernavn, og hans comeback fik så stor succes, at Goldsmith blev endeligt cementeret som et ikonisk navn i jazzverdnen.
