Forskel mellem versioner af "Højre"

Nuværende version fra 10. nov 2020, 14:01

Højre, EIG: Et ultra højreorienteret parti med militante undertoner og på grænsen til det racistiske.
Partiet blev stiftet i Fekravfonla i 2 af utilfredse officerer og i øvrigt straks forbudt. Fra 2 til 11 var Højre således en ulovlig undergrundsbevægelse, men den ny grundlov i 11 lovliggjorde partiet.
Højre var en del af Firkant Gruppen, og partiet havde kirkeministerposten i Spinat-Olsens regering (20-22). I partiet optoges indtil sammenlægningen af Fekravfonla og Krovla kun fekravfonlanere, der er født i de tre fekravfonlanske amter, men ved sammenlægningen blev dette ændret, således at partiet kunne gøre sig gældende i hele Eigaland som partiet på den yderste højrefløj. Siden lovliggørelsen har partiet været ledet af Mads Nordgaard, der var sergent i krigen i 2.
Ved Fællesvalget i 34 fik partiet uventet tilslutning fra 7 mandater valgt på Den fekravfonlanske blok, således af partiet herefter havde 9 mandater i Folkekammeret. Valget i 35 var en sejr for partiet, der fik 10 mandater og manifesterede sig som partiet på den yderste højrefløj.
Rent politisk har Mads Nordgaard, og dermed partiet, bevæget sig væk fra det grænseoverskridende ekstremisme, og må i 30erne betegnes som et meget højreorienteret parti, med især lov og orden på programmet. Hidtil største triumf var, da Mads Nordgaard i april 37 vandt en senatorpost i Awkræ Amt foran Det Uafhængige Byparti. Han forblev formand for partiet indtil kort før folkekammervalget i 38. Partiet manglede herefter en stærk profil som leder, selvom det fik fornyet kraft i form af Finn Ørn, der som uafhængigt valgt minister i Tikantregeringen valgte at stille op for Højre ved valget i maj.38. Men det lykkedes ikke partiet at passere spærregrænsen, og de fik derfor kun de 5 mandater, der blev valgt direkte.

Da Mads Nordgaard trak sig fra formandsposten for at være senator, og dermed ikke længere var i Folkekammeret, skulle der vælges ny formand. Hele 4 af de 5 medlemmer af Folkekammeret ytrede interesse for formandsposten. Det reelle valg var dog mellem den detaljeorienterede enkeltssagspolitiker, Tulle Jacobsen og den mere folkelige og veltalende Finn Ørn. Sidstnævnte var relativ ny repræsentant for partiet efter et oprindeligt valg som løsgænger, så valget faldt på Tulle Jacobsen, selvom hun fra talerstolen anbefalede nyvalgte Tom Bonnén, der havde over taget Nordgaards mandat. Henrik Gormshøj fik meget få stemmer i afstemningen og Johanne Jensen var eneste medlem af Folkekammergruppen, der ikke stillede op.