Langborgs Selvstændighedsparti, EIG: Parti stiftet i 31 af Conrad von Götz, der selv har var formand til sin død i februar 41.
Partiet går ind for en løsrivelse af Langborg Amt fra det øvrige Krovla (og siden Eigaland) med den begrundelse, at det som den rigeste del af landet ville kunne klare sig bedre alene. Vælgerkorpset er hovedsageligt rigere selvstændige erhvervsdrivende og så en hel del protestvælgere.
Ved Folkevalget i 31 fik partiet 7 mandater i Langborg Amt, det eneste sted partiet stiller op. Fællesvalget i 34 blev en kæmpe sejr for partiet, der opnåede 38 mandater, svarende til 31,9% af vælgerne i Langborg Amt. Von Götz meddelte herefter, at partiet fremover vil stille op til samtlige valg i Langborg Amt. Ved valget i 35 fik de 36 mandater svarende til 42,8% af de afgivne stemmer og en senatorpost, som gik til advokat Mogens Eppe.
Herefter opstod en del intern splid. Allerede kort efter folkekammervalget i 35 brød folkekammermedlemmerne Cindy Mortensen og Birger Høkkeberg (han var indtrådt som suppleant) med partiet og stiftede Ø-listen. Deres argument var, at LS hovedsageligt var parti for byen. Også forholdet mellem von Götz og Eppe knagede, så Langborgs Selvstændighedsparti brækkede midt over i slutningen af 36, hvor 16 medlemmer af amtsrådet forlod LS i protest mod, at Götz blev partiets officielle senatorkandidat. Det lykkedes ikke Götz at blive senator, og han måtte således leve med, at hans tidligere gode ven, Mogens Eppe fortsatte som senator, samtidig med, at han havde stækket sit eget parti så meget, at det ved valget i maj 38 blev mere end halveret. Conrad von Götz tog det meget personligt og blev efterfølgende meget indadvendt. Partiet flagrede herefter rent politisk og holdningsmæssigt. Man savnede en leder. Von Götz døde af en blodprop i februar 41.
Efter von Götz
Da von Götz døde i februar 41 var partiet uden leder, for der var ikke nogen næstformand. Partiets vedtægter var lavet således, at alle medlemmerne af Folkekammeret og Langborg Amtsråd - i alt 52 personer - skulle udpege en ny leder i enighed. Kunne de ikke blive enige, skulle de 2 kandidater med flest stemmer vælges ved urafstemning blandt samtlige partiets medlemmer. Den politiske ordfører i Folkekammeret, Jørgen Ole Larsen og gruppeformanden, Jette Voss stillede begge op, ligesom de tidligere amtsministre Eskild Berglund og Vivi Hansen. Sidstnævnte fik 21 af de afgivne stemmer og var favorit. Hun var da 38 år, uddannet lærer og blev allerede som 32 årig amtsskoleminister. Kendt som seriøs og hårdtarbejdende, og samtidig med gode relationer til amtsrådets øvrige partier. De 3 andre kandidater var meget lige med 10 og 11 stemmer hver, hvor den 61 årige, rapkæftede gruppeformand i Folkekammeret, fik flest stemmer og dermed gik videre til urafstemningen. Hun er kendt som en aggressiv og impulsiv enkeltsagspolitiker.
I den efterfølgende urafstemning var der under 10 stemmer ud af knap 3000, der skilte de 2 kandidater. Efter 2 ekstra optællinger var det klart, at Jette Voss havde vundet. Hun var dog straks meget storsindet og gjorde Vivi Hansen til sin næstformand og officiel kronprinsesse, og hun sagde, at hun med sine 61 år ikke ville være formand i meget lang tid, men gerne ville bringe ro i partiet.
Uro var der nemlig i geledderne, hvor mange lokalt valgte politikere forlod partiet. Da medlemskab af partiet var gratis, så var der ikke meget styr på medlemmerne, og det kom kort efter frem, at Jørgen Ole Larsen havde meldt en stor del af sin familie ind i partiet uden deres samtykke, og derudover også familiens 2 hunde. Dette for at støtte Jette Voss, men han gik selv af som politisk ordfører.
I tiden efter var partiet mere protestparti end selvstændighedsparti. Det var som om kampen mod Eigaland ikke længere var aktuel, da fællesstaten mod alle odds var effektiv og velfungerende, samtidig med, at Langborg Amt forblev en velstående del af landet.
| Næstformand for Langborgs Selvstændighedsparti |
|
| Vivi Hansen (apr.41-apr.44)
|
| Gruppeformand for Langborgs Selvstændighedsparti i Folkekammeret |
|
| Jette Voss (apr.34-sep.42)
|
