Ben Hommywer
Ben Hommywer | ||
WEV | født 2 | T vwing |
Klubber | ||
sæson | klub | titler |
-24 | Ningee United (am) | M−P |
25-30 | Union Vosa, NOL | M−P |
31 | SC Sönig, BAL | ALFA |
32-35 | Binni US, COL (*34) | M |
36 | WB Hampton * | |
Landshold | ||
sæson | landshold | LK/m |
25-36 | Wevey A | 89/32 (67*) |
Træner | ||
sæson | hold | res |
37-38 | TIFOs Trænerskole |
Fodboldspiller fra Wevey. Hommywer er landets største stjerne nogensinde.
Indholdsfortegnelse
Ukendt weveyer i Vosa
Ingen kendte ham rigtig, da Union Vosa skrev kontrakt med ham til sæson 25. En leder fra klubben havde ved et tilfælde set en videooptagelse af CF Bods Nick Bobson Cup-kvartfinaler mod Ningee United, hvor Hommywer spillede. Efter hjemmesejren på 5:0 tog CF Bod returkampen som en walkover, men Ningee United og ikke mindst en lille, tæt og lynende hurtig venstre wing ved navn Hommywer gav de nolaerianske mestre sved på panden. Weveyerne kæmpede som besat og vandt med ærefulde 5:2.
Hommywer blev kaldt til prøvetræning, og selvom han ikke kunne et ord på andre sprog end østchanalsk spillede han ihærdigt med og mod de professionelle og konditions-veltrænede spillere, der kort efter med Hommywers kontraktunderskrivelse blev hans klubkammerater.
Landsholdets nye stjerne
Med sit indtog i profverdnen kom han også på Weveys landshold. Her scorede han med det samme og blev bare ved og ved med at score. Under TIFO Gold Cup 27-slutrunden blev det godt nok kun til en enkelt pind, men med hans angrebspartner Ray Packsons afsked fra fodbold blev Ben Hommywer udnævnt til ny landsholdsanfører efter blot 21 kampe i den lysegrønne trøje.
Siden har han været drivkraften på holdet. Med sin ihærdige men altid yderst fair kampånd, sin umådelige hurtighed — han har løbet 100 meter på under 11 sekunder, hvilket ville kunne bringe ham i atletikkens verdenselite — og naturligvis sit fantastiske målinstinkt regnes han for et fænomen i miseiransk og ikke mindst wevisk fodbold.
Årets Angriber
Han formåede aldrig rigtig at lære nolaeriansk trods seks år hos Union Vosa. Måske var det medvirkende til, at han var år om at tilkæmpe sig en fast plads som venstre wing. Hommywer spillede herefter et enkelt år i SC Sönig og skiftede så direkte videre til Binni US. Trods klubbens skuffende sæson 33 blev han dét år kåret som Årets Angriber i Miseira. Det var nok mest på grund af hans indsats på landsholdet — skønt det kun fik ét point under TIFO Gold Cup-slutrunden, og Hommywer det år faktisk ikke fandt vej til nettet en eneste gang. Med andre ord var ikke hans ry som goalgetter, men hans fantastiske evne til at sætte sig igennem på fløjen, som spilskaber og styrmand, der indbragte ham æren.
Nye udfordringer
Året efter blev Hommywer anfører for Binni US, men det var en endnu dårligere sæson for klubben, og Hommywers manglende sprogkundskaber var nok et større problem end man havde tænkt over. Hans evne til at rive sine medspillere med fungerer bedst på et hold, hvor der er færre spillere af hans egen kaliber — og hvor han kan råbe på sit modersmål. Hommywer beholdt derfor kun anførerbindet det ene år.
På Weveys landshold bar han det fortsat, og trods en måltørke i midttrediverne, gjorde hans 30 landskampmål det svært at tænke ham væk fra holdet. I hvert fald indtil Palle Nielson fra sæson 35 kom til som landstræner og direkte sagde til Hommywer, at denne skulle til at finde vejen til netmaskerne igen, hvis han ville beholde sin plads. Hommywers reaktion var overraskende: Han skiftede til en af hjemlandets to nye profklubber, WB Hampton. På holdet, der udelukkende bestod af weviske spillere, blev Hommywer anfører.
Han scorede også prompte to mål i sæsonens første landskamp. De skulle vise sig at blive hans sidste i den lysegrønne trøje, for efter fire kampe uden scoringer blev han sat af og blev, da han havde besluttet at stoppe sin karriere, skiftet ind én gang mere som farvel.
Den efterhånden knap så hurtigere Hommywer tog således konsekvensen af de sidste sæsoners nedtur, men havde fået blod på tanden til selv at blive træner og meldte sig straks på TIFOs Trænerskole.
Årets Angriber i Miseira | |
---|---|
Generelt om Årets Angriber i Miseira | |
29 Carlo Coanpopololo · 30 Felix Ziwa · 31 Carlo Radekke · 32 Felix Ziwa · 33 Ben Hommywer · 34 Lord Wilson · 35 Alberto Milo · 36 Felix Ziwa · 37 · 38 · 39 · 40 |