Krigen mellem Aprathos og Phënesch

Væbnet konflikt mellem Aprathos og Phënesch, der varede fra 3. oktober 30 til juni 35.

Opslaget er stykket sammen af artikler fra Alouang World News og kan naturligvis suppleres.

Baggrund og kronologi

Xigosletten under Aprathos’ besættelse.

Optræk til konflikten

I flere år havde det apratiske styre i Thaiketos forlangt grænseændringer mod Phënesch. Det mente, at den naturlige grænse må gå neden for Eíterbjergene, der hvor Xigosletten slutter. Området er stort set ubeboet, bortset fra den kun 60 år gamle phëniske havneby, Nëschbëlleg. Da forhandlingerne brød sammen den 20. september 30, stillede Aprathos et ultimatum, som Phënesch ikke reagerede på officielt.

Krigens første år

Ultimatummet udløb den 31. september, og den 3. oktober kl. 9 angreb de apratiske tropper et flertal af de phëniske grænseposter. Omkring kl. 20 meddeltes det, at apraterne havde opnået kontrol med et område strækkende sig stik øst fra Eít-forstaden Aerleng (hvor klubben Progrès hører hjemme) og sydvest langs Eíterbjergene. Dog ydede flere grænseposter og kaserner i området stadig modstand.

De phëniske styrker viste sig dog siden overordentligt modstandsdygtige. Med hjælp fra en gruppe nationalistiske militsstyrker ydedes stor modstand dels på Xigosletten, men også med artilleri- og mortérangreb fra Eíterbjergene. Styrkerne kæmpede effektivt og fanatisk med relativt få mandetab. Derimod var moralen lav blandt de apratiske tropper; der blev sat flere og flere mand ind, men mistedes et meget stort antal mand pga. undervurdering af phënerne.

Trods den overraskende modstand lå fronten i august 31 stort set samme sted som tidligere nævnt. Apraterne forsøgte endda flere gange at indtage Eít, men havde kun i en periode på 3 døgn haft kontrol med den sydlige bydel Dubeling og blev herefter igen slået tilbage herfra. Phënesch’ krigsregering flyttede dog til et sted i landets nordøstlige område i Freuldersumpene.

I Phënesch var man godt klar over, at Aprathos’ styrker var overlegne i både mandtal og materiel. Men det lille lands befolkning hører til de mest nationalistiske og har flere gange i historien kæmpet for selvstændighed, når aggressorer kom både fra nord og syd, men også fra søsiden. Derfor var det nok korrekt, når det i en regeringserklæring hed: »Vi kan måske undertrykkes, men ikke erobres«.

Til flere stormagters bekymring er det efterhånden med sikkerhed fastslået, at Phënesch har et af verdens mest effektive efterretningsvæsener. BPSS — Biro fir de Phënesësch Staats-Sicherheet — blev oprettet i 13 og har siden opbygget et af verdens mest fintmaskede spionnet. Effektiviteten understreges af, at omverdenen i øvrigt ikke ved ret meget om BPSS. Kun den såkaldte Hoechmueller-affære har afsløret BPSS-aktivitet, da den fekravfonlanske udenrigsminister lækkede oplysninger om Fekravfonlas syn på spændingerne i regionen.

Kapos overtager kommandoen

I marts 32 blev den uduelige general Alexander Seuzos skiftet ud med major Toni Kapos (44 år), der samtidig udnævntes til general. Han betegnes som benhård og krævende. De apratiske styrker havde brug for en moralløfter, hvis ikke hele missionen skulle blive en fiasko.

Trods stor modstand fra især de phëniske militser, der på Xigosletten, satte Aprathos’ besættelseshær under Kapos’ ledelse stille og roligt rod i området. Hvor Aprathos i første del af krigen mistede et meget stort antal mand, var der nu stærk disciplin. Meldingerne om omfattende plyndringer og voldtægter i landsbyerne på Xigosletten især i starten af krigen stilnede af, og da fronten langs Eíterbjergene lod til stort set at være stagneret fra marts 32 og frem til efteråret, brugte Aprathos tilsyneladende tiden til at befæste sine besættelsesstyrker.

Hvad værre var for krigsregeringen i Freuldersumpene: dens mange meldinger om krigens forløb blev ikke taget alvorligt i udlandet, da de i de fleste tilfælde viste sig at være ren propaganda, der ikke holdt stik. Krigsregeringen havde tilsyneladende fortsat et fast tag i den phëniske befolkning. Det samme gjaldt dog meldingerne fra apratisk side.

Giftgasangreb

I oktober forlød det imidlertid, at Aprathos mindst fire gange havde anvendt kemiske våben i konflikten. Den uafhængige krigsreporter Harry Harrison-Mucklett viste i CoasTV videooptagelser af følgerne af det seneste af disse angreb, som fandt sted 4. oktober 32 mod de to små landsbyer Schrolleng og Klengenbaach-an-der-Bierg-vum-Toepperwall på sydsiden af Eíterbjergene. Ud fra optagelserne at bedømme var der så godt som ingen overlevende i landsbyerne og selv græsset i vejkanterne så gråbrunt og dødt ud. Eksperter mener derfor, at apraterne benyttede sig af den frygtede giftgas gonzalez.

Et år senere indrømmede apraternes presseofficer Nestor Peiraios indirekte, at hæren havde anvendt giftgas. I et interview sagde han til Harry Harrison-Mucklett fra CoasTV, at »Vi så os nødsaget til at mindske antallet af døde, og benyttede et effektivt våben til at sætte en brat stopper for den phëniske styrkers fremfærd«. På et tillægsspørgsmål om det hemmelige våben ville Peiraios alene bekræfte, at det tidligere var brugt i en regional konflikt på et andet kontinent.

Eíts fald og efterfølgende stagnation

Den tiltagende kritik af landets krigsførelse forhindrede ikke Aprathos i at koncentrere yderligere tropper og tungt artilleri på Xigosletten. Styrkerne var i februar-marts 33 særdeles aggressive mod de phëniske militser, og general Kapos meddelte i endnu et propagandistisk pressetelegram, at troppekoncentrationen meget snart vil give »de sidste fremmede hunde på apratisk jord« dødsstødet.

Den 14. marts 33 besatte Aprathos’ hær besat Phënesch’ hovedstad Eít efter et usædvanligt brutalt og vedvarende angreb over tre dage.

General Kapos forstod at indprente martyrtanker i sine soldaters hoveder. Angrebet medførte større mandetab i den apratiske hær end blandt de phëniske tropper og militser — foruden et meget stort antal civile ofre. Mange tusinder af civile eítere flygtede nordpå. Samtidig gav apraternes nådesløshed har givet de stolte, nationalistiske phënere ekstra kamptørst. Hæren og militserne forskansede sig umiddelbart nord for hovedstaden og angreb ofte besættelsestropperne fra Eíterbjergene.

Apraternes styrke er deres materiel og mandtal. Til gengæld er phënerne meget effektive i forhold til deres teoretiske styrke. Og med et helt land og et folk at kæmpe for har de en usædvanligt robust moral og kampvilje med sig. Trods Kapos’ radikale ændringer i krigsførelsen og erobringen af Eít syntes gejsten i den apratiske hær at være på vej nedad. Blandt andet begyndte det at knibe gevaldigt med forsyningerne sydfra.

Situationen medførte en stagnation i krigen. I et halvt år herefter var der stort set ingen deciderede kamphandlinger. Den apratiske koncentrerede et meget stort antal styrker i selve Eít og den nærmeste omegn. Det virkede, som om begge parter var ved at være godt krigstrætte.

Phënerne befæstede samtidig deres stillinger solidt, men militsernes aktiviteter i Eít og på Xigosletten syntes aftrappet. Dette skyldtes dog givetvis general Kapos’ usædvanligt brutale likvideringer af alle, der blot blev mistænkt for modstandskamp.

Nødhjælp

En efterfølgende usædvanlig hård vinter i Eíterbjergene gjorde til gengæld livet meget hårdt for flygtninge og militsfolk, der skjulte sig der. Den phëniske krigsregering i Freuldersumpene gjorde det for landet usædvanlige at appellere til omverdenen om hjælp, i den frygt at der kunne opstå hungersnød og epidemier i området. Flere af landene i regionen tilbød nødhjælp, og der kom også hjælp fra oversøiske lande. Molszari og Udborg tegnede sig tilsammen for omkring 50% af nødhjælpen.

Militærkup og våbenhvile

På etårsdagen for Eíts fald satte både de reorganiserede phëniske regeringstropper og de mange militser i Eíterbjergene et meget voldsomt overraskelsesangreb ind mod de apratiske besættelsesstyrker. Samtidig var forsyningslinierne tværs over Xigosletten udsat for sabotage på alle tænkelige områder, som havde hele det phëniske folk sat sig for endeligt at gøre op med apraterne.

Samtidig forlød det, at general Kapos var blevet fyret, men den 17. april 34 blev det meddelt, at militæret med Kapos i spidsen havde afsat Konstantin Filopinos. To dage senere blev Filopinos henrettet, og samtidig tilbød Kapos ensidigt at rømme Eít mod at få våbenhvile med phënerne.

Uden noget officielt dokument med underskrifter opstod der således våbenstilstand mellem parterne. Apraterne rømmede Eít, som phënerne dog halvvejs havde erobret, og der blev stille på fronterne bortset fra enkelte sabotageaktioner på Xigosletten. Mens den phëniske staatspræsident André Joueller og statsminister Erich-Pierre Mueller opfordrede alle til at holde igen med sabotage indtil endelige fredsforhandlinger kunne finde sted, truede general Kapos med at udslette Eít, hvis ikke aktionerne på Xigosletten hørte op.

Fredsslutning

Efter lang tid uden egentlige kamphandlinger underskrev Aprathos og Phënesch i juni 35 i Qoullux. Den phëniske præsident André Joueller og den apratiske presseminister Nestor Peiraios satte deres signaturer på aftalen under overværelse af mægler Per Højholt og verdenspressen. Til manges undren mødte general Kapos ikke selv op. Det var ellers ventet, at han ville benytte sig af presseopbudet til at spille med musklerne. Stort set hele verden fordømmer hans diktatoriske militærstyre, hvor al modstand bliver straffet hårdt.

Den apratiske hær havde herefter fire måneder til at rømme Xigosletten. En international fredsstyrke med base i den ødelagte havneby Nëschbëlleg blev stationeret i området, som altså forbliver phënisk, men hvor hverken phënisk eller apratisk militær må befinde sig.

Dermed tabte Aprathos decideret krigen. Grænsen ligger nøjagtig, hvor den lå, da landets hær invaderede Phënesch. Observatører peger på, at det meget vel kan skyldes Kapos’ magtsyge. Han benyttede krigen til at tage magten i Aprathos — måske endda vel vidende, at landets hær ikke ville kunne besejre den phëniske endeligt — og bruger nu kræfterne på at befæste sit diktatoriske og grusomme styre i stedet for at sikre sig et i virkeligheden ligegyldigt landområde.

Andre landes reaktioner

Collo havde forberedt sig på at sende styrker til at bistå Aprathos, men dette blev udskudt på ubestemt tid pga. den tilsyneladende manglende moral og effektivitet i den apratiske hær. Desuden var man i Collo bange for, at en udstationering af collianske styrker til et andet kontinent ville få Szogoz til at optrappe grænseproblemerne med Collo — og evt. gribe til regulære krigshandlinger.

I Frecacón/Frecon kunne krigen i det sydlige naboland Phënesch tænkes at føre til decideret borgerkrig. Hvis først grupper fra den ene sprogdel bekendte at støtte en bestemt part i Phënesch-krigen, ville den anden sprogdel sandsynligvis — alene for konfliktens skyld — samle sig, og evt. andre lande eller etniske grupper, om at modsætte sig den første sprogdels holdning! Det meste af Alouang kunne hurtigt eksplodere som en krudttønde, da der ikke kun var antipati mod apraternes agression.

Det hører med til historien, at hvor Phënesch overhovedet ingen forbindelser havde til Nexdomtaso, så har Aprathos gode forbindelser til både Krovla, Roselta og det ligeledes krigshærgede Tarmes. Og Hoechmueller-affæren ville muligvis kunne medføre, at Fekravfonla ligeledes ville støtte Aprathos. Der var i hvert fald overhovedet ingen sympati for Phënesch i Fekravfonla. Det var heller ikke befordrende for Phënesch’ anseelse, da BPSS-general Thiérry Hoffmann i april 32 udtalte, at BPSS’ agenter har afpresset oplysninger fra alle landes toppolitikere. Indtil videre er kun ovennævnte affære om Hoechmueller og Spinat-Olsen dukket op til overfladen. BPSS benytter sig hovedsagelig af kvindelige agenter.

Desuden viste det sig svært at tro på meldingerne fra Eít, der i mange tilfælde var ren propaganda. BPSS — efterretningstjenesten — gjore et effektivt arbejde for at sløre krigens fakta.

Da det kom frem, at apraterne havde brugt giftgas mod phëniske landsbyer, mistede landet støtte. Flere landes regeringer fordømte nu apraternes krigsførelse. Meget overraskende trak deres gamle støtte Collo sine diplomater hjem fra landet, mens andre lande verden over vendte deres sympati for Aprathos til neutrale holdninger i konflikten. Freconske politikere meddelt sågar deres støtte til Phënesch. Generalguvernør Edouard M’Xass udtalte således: »Vinden og havet kan føre krigsgasserne ind på vort territorium. Derfor må vi gribe hårdt ind over for Aprathos«. Denne partiske holdning skulle blive gnisten, der endte med at føre til borgerkrig i Frecacón/Frecon. Til gengæld fik Aprathos støtte fra uofficiel side i form af reggaemusikeren Chris Rabbet.

Sammenbruddet i forhandlingerne om Frecacón/Frecons fremtid — efter Eíts fald i marts 33 — var benzin på det sydøstalouangske bål. De frecacónske og apratiske hære var nu officielt på hinandens side. Det samme var freconerne og Phënesch — mindre officielt.

Indflydelse på fodbolden i Alouang

Alouang Prof League-kampen mellem C.C. Rovers og Eíter Proffen i oktober 30 fik et dramatisk efterspil. Efter at C.C. Rovers vandt denne kamp på sæsonens anden spilledag, valgte flere spillere fra Eít at bede om politisk asyl i Coast Country pga. krigen.

Alfoot valgte ikke at blande sig i konflikten, men besluttede, at det var for farligt at spille klub- og landskampe mod de to lande, hvorfor begge blev udelukket indtil videre. En udelukkelse af den ene frem for den anden ville have skabt en masse splid og ballade i hele Alouang.

I Phënesch blev ligaen i 32 uden held søgt gennemført på nedsat blus, mens den i Aprathos gennemførtes i fuldt omfang. De to følgende år var der heller ingen turnering i Phënesch, men i sæson 35 rullede bolden igen med de fleste af de gamle hold.

Hvad værre er, menes den kun 22-årige larnesiske spiller Nick Pooler fængslet pga. ulydighed over for myndighederne i Aprathos. Affæren medførte i første omgang ikke de store protester, men de må komme.

Omvendt valgte den 23-årige midtbanespiller Kai Nevösson fra Käpumman — med det ironiske kælenavn “Det Lange Lyn” — at blive i Port Thaníkis. Den 1,65 meter høje spiller, der med sin boldsikkerhed og hurtighed regnedes for et af de største midtbanetalenter i alouangsk fodbold, arbejder som oversætter på en af de store aviser og efter sigende også for udenrigsministeriet. Hans forbliven skal givetvis også ses i lyset af, at en apratisk kvinde, Seusa Drakis, i december 30 fødte ham en søn, Toni. En affære, der vakte forargelse i Aprathos, hvor det ikke er særlig velset, at kvinderne dyrker omgang med udenlandske mænd. Seusa Drakis var kun 16 år, da hun blev mor…