Sjove fodboldfakta

En samling af morsomme, pudsige eller på anden måde interessante historier og fakta fra fodboldens verden.

Se også fodboldrekorder og KuriosumKassen.

Crouveranere på alverdens landstrænerbænke

Crouvers landshold er ikke ligefrem kendt for at have succes, og efter en nærmest pinlig sæson 35 var det ikke så mærkeligt, at den skiftede landstræner Bernie Craxperry ud med en ny, Rick Blueston. Men derudover fik hele tre andre landshold netop den sommer også en crouveraner ved roret! Craxperry blev trods fiaskoen sat i spidsen for Coslavijasks U21-landshold, mens to andre tidligere hjemlige A-landstrænere, Peter Bucksing og Carl Roydon, fik hyre hos henholdsvis Phëneschs og Republic of Gums A-landshold. Ikke ringe for den fodboldmæssigt ellers ubetydelige nation!

Dværgen og kæmpen

I sæson 30 spillede Kölömons U21-landshold fire kampe med både Magár Viszo og den senere prof Menoszir Kalahés på banen — og vandt i øvrigt overraskende sølv ved Tirbik Cup for U21-landshold. Driblespirrevippen Viszo er blot 1,60 meter høj, mens forsvarsklippen Kalahés måler 2,02 — en forskel på ikke mindre end 42 cm eller 26%!

Eksportrestriktioner

Arnytrace lader til at have et begrænset eksportmarked for professionelle fodboldspillere. De 18 professionelle arner, som i sæson 35 spillede i Miseira, var kun fordelt på tre forskellige ligaer: den baringske (6), den collianske (3) og den kloske (9).

Et „sæt“ for et mål

Siden sæson 32 har Nyrupøre Røddernes fodboldhold tradition for at åbne sæsonen med en venskabskamp mod store Truå fB. Selvom det ender med store nederlag — bl.a. et på 0:18 før sæson 33 — scorede holdet til optakten på sæson 36 for første gang et mål. Straffesparksmålskytten i 1:7-nederlaget, Allan Sjøvig, fik derefter et „sæt“ opkaldt efter sig på havnebodegaen Roret. Hvis man bestiller en „Sjøvig“, får man således et glas af den lokale fiskersnaps sammen med en halv liter fadøl fra Truå Bryggeri.

Familier

Bernhard og Peter Weinzer har som det eneste brødrepar i verden spillet mod hinanden i en landskamp. I en træningskamp i 29 vandt Baringers Land med storebror Bernhard på mål 2:1 over Szogoz med Peter Weinzer i startopstillingen i angrebet. Kampen fandt sted, hvor ellers end i brødrenes hjemby Gorle! Senere blev Bernhard Weinzer szogoziansk statsborger som sin lillebror, men da var sidstnævnte ikke længere på Szogoz’ landshold.

Pollinus og Trantz Rofahew har til gengæld spillet på samme landshold — som far og søn! Første gang på de tos hjemmebane i Triñe, i 26 da Trantz blot var 17 år gammel, og siden fire gange mere i 29. Den sidste af disse var Pollinus Rofahews sidste landskamp, og sønnen ærede ham ved at score sit første landskampmål.

Ved sæson 34's kåringer af Årets Spiller m.m. i Miseira var der for første gang nogle ikke-miseiranere blandt vinderne. Årets Fund blev således Thomas Ordrup fra SV Weinersbrück og Årets Træner FC Sõas Jørgen Bullus. Tilfældigvis er Bullus morbror til Ordrup, så der var god grund til rigtig at fejre i familien.

I sæson 33 tiltrådte Per Nilsen som træner for den kollonesiske 1. divisionsklub Lymba. Samme år tiltrådte hans far, fhv. kollonesisk landstræner Livv Nilsen som træner for klubben Havn i samme række. I alt 3 af de 12 klubber i den bedste række i Trokollonne blev iøvrigt trænet af krovlanere i dén sæson.

Fra 5.division til mesterskab på to år

CC Cianto vandt det collianske mesterskab i 24. Kun to år forinden lå klubben ellers i landets femte række. Den hurtige opstigning kunne lade sig gøre, fordi CC Cianto netop det år vandt V Divisione og det efter sæsonens afslutning blev besluttet at lægge rækkerne sammen to og to, således at III og IV Divisione altså blev til Promozione, dvs. den næstbedste række. Dèn vandt hovedstadsklubben så med det samme i 23 …og vandt yderligere et år senere altså det collianske mesterskab som oprykker i Divisione Nazionale.

I semifinalen efter manglende tilmelding

Den coslaviske pokalturnering i 23 blev en bizar affære. FSC havde ved deadline ikke modtaget officielle tilmeldinger fra Velez Nassinograd og Partizan Nimsgreb, der endte som nummer fire og fem i den bedste række, og lodtrækningen og turneringen gik derfor i gang uden de to klubber. Et juridisk tovtrækkeri afsluttedes først endeligt, da kvartfinalerne var spillet, og forbundet var nødsaget til at føje de to hold til de fire, der havde kvalificeret sig til semifinalerne, således at der i stedet for spilledes i to treerpuljer om finalepladserne. Lodtrækningen satte Velez Nassinograd og Partizan Nimsgreb i samme pulje, men det var den tredje klub i denne, OFK Valeossograd fra 2.division, der vandt. Den tabte herefter en yderst dramatisk finale med 5:6 efter forlængelse til Cassiopeja Balavič.

Käp i hjulet

Midtbanespillerne fra Löring IL Ranno Lorbeer og Gustaf Tunesson stod foran deres debut på Käpummans landshold og havde flere gange trænet med truppen — landstræner Anders Sällig havde udset sig de to som duo på midtbanen. Inden det kom dertil viste det sig blot, at Lorbeer havde ornlandsk statsborgerskab! Begge hans forældre er ornlændinge, og han kom til Käpumman som 4-årig med sin nyskilte mor — som altså ikke på noget tidspunkt havde fået ændret sønnens statsborgerskab, og da han ikke havde rejst uden for landet, havde han ikke noget pas og derfor ikke selv skænket det en tanke, at han fortsat var ornlænding.

Da Ranno Lorbeer i løbet af nogle måneder fik bragt sagerne i orden, var han til gengæld ikke længere landsholdsaktuel, hvilket måske også var årsagen til, at midtbanepartner Tunesson heller aldrig kom til at spille for landsholdet.

Landsholdsanførere side om side på klubholdet

Til sæson 35 købte udborgske Sinna ind til sin centrale midtbane. To jævnaldrende spillere født i 4 kom til i form af den udborgske landsholdsanfører Lasse Brullerup og tarmeseren Rapaz Kolonaz. Imidlertid er sidstnævnte anfører for sit hjemlands landshold, hvorved 2 nedomtanske landsholdanførere til dagligt spiller side om side. I klubben er de da også henholdsvis anfører og viceanfører.

Landsholdsmålmænd på tavlen

Som kun 19-årig scorede Pierre Ducleu som den første målmand et landskampmål. Det var oven i købet under World Cup 19-slutrunden, hvor han gik op og tog et straffespark. Selvom Arnytraces landshold ikke ligefrem har været med blandt de bedste siden da (indtil overraskelsen ved IJO-legene i 33), blev Ducleu en målmand i verdensklasse.

Hans-Christian Jørgensens landsholdskarriere er et helt specielt kapitel. Han blev udtaget som reservemålmand i i sæson 26. Men det var først, da 1. målmand Kaj Povlsen blev skadet i sæson 28, at Hans-Christian Jørgensen i en alder af 33 år debuterede på landsholdet. I hans fjerde landskamp samme år på udebane i Onnoso mod Friholcanso scorede han på straffespark til kampens resultat 1:4. Ingen andre end Hans-Christian Jørgensen vidste, at det samtidig blev hans afskedskamp, og da sæsonen var slut lagde Hans-Christian Jørgensen fodboldstøvlerne (og handskerne) på hylden.

Også i sæson 30 fik Udborg landsholdsmålmanden på tavlen. Denne gang var det Max Persson, der scorede i sin kun anden A-landskamp i mod Crouver på udebane i Garring som optakt til GC30. Også dette mål blev scoret på straffe.

Markspiller i landsholdsmålet

Carll Moross var libero og anfører for AWBF Forquanesian. Hans eneste to kampe for Eronesians landshold var dog som målmand, og han kom endda med som andenmålmand i landets TIFO Gold Cup 27-trup.

Midttredivernes midtbaneforbandelse i Baringers Land

I løbet af fire år i midttrediverne har hele fire spillere fra det baringske landsholds midtbane oplevet deres karriere smuldre. Det begyndte, da Lotar Laisverser i februar 33 overraskende meddelte, at han stoppede for at opleve verden fra en anden side, væk fra det store pres i profmiljøet. Dermed mistede landsholdet en stor profil lige inden TIFO Gold Cup 33-slutrunden, og op til TIFO Gold Cup 36 på hjemmebane måtte man se først det store håb Andreas Löweneiser og siden støtten Erich Rühl glide holdet af hænde. Löweneisers form led i løbet af sæson 35 en uforklarlig nedtur, mens Rühl pådrog sig en ankelskade umiddelbart før slutrunden. Som om disse ikke i forvejen var store nok tab for den baringske fodboldverden, blev stortalentet Rolf Hannes så slemt skadet i februar 37, at han i sidste ende måtte slutte sin lovende karriere.

Navne

Da Korlariz spillede sin første officielle kvindelandskamp i september 31, bar fem af de 11 spillere, der løb på banen, fornavnet Nastassja. I løbet af kampen blev yderligere to med samme populære fornavn skiftet ind, således at Korlariz sluttede kampen med ikke færre end syv Nastassja'er på banen. Korlariz tabte i øvrigt kampen med 2:6 mod de udborgske værter.

Den niende niendeplads

Ud af sine hidtil 18 sæsoner er klubben Venamina Venamo otte gange endt på en niendeplads — heraf fem gange i rap fra 22 til 26. Kræfter i klubben foreslår at omdøbe den til La Nona (»den niende«) eller Nonanina (kælenavn for »niende«), hvis det sker for niende gang.

Pudsige landsholdskarrierer

Da Eronesian oprettede sit U21-landshold blev den 26-årige, perifere A-landsholdsspiller Serge N’Lizoka holdets anfører. Selvom han var med i TIFO Gold Cup 27-truppen, kom han ikke på banen under slutrunden og spillede i det hele taget ikke flere A-landskampe. Marc Takinot, der seks år forinden havde været med i landets første A-landskamp uden siden at blive udtaget, var også med på det nyoprettede U21-landshold. De to er dermed nok de eneste spillere i verden, som har spillet alle deres U21-landskampe efter alle deres A-landskampe.

Noget lignende overgik phëneren Ivo Pernburg, der var anfører for A-landsholdet, da det blev stiftet i 25. Da U21-landsholdet fulgte året efter, blev han også anfører hér — og yderligere et år senere fortsatte han kun på U21-landsholdet.

Poul Olsen fra Ørden var anfører for U21-landsholdet i dets to første kampe og kom senere på A-landsholdet. Her nåede han 41 kampe. I 30 af dem blev han ud- eller oftest indskiftet — 27 af gangene for klubkammerat Frans Jyderup. Ved den næstsidste af disse lejligheder scorede han sit eneste landskampmål …i 1:9-nederlaget i en testkamp før TIFO Gold Cup 33. Og ved den sidste lejlighed, under selve slutrunden, fik han rødt kort for forsætligt at kaste bolden i hoved på sin modspiller Kaj Stæremose.

Tibor Csunay blev som 21-årig i 28 udtaget til Kölömons A-landshold, men det blev ved en enkelt kamp for holdet. Indtil hele otte år senere, hvor han igen kom med i truppen og nu fik fem indsatser — med to scoringer til følge.

Spilleren, der ufrivilligt har lagt navn til et udtryk

Den szogozianske rockgruppe Niż Nasz brugte i sin sang “Prokurator” fra 32 udtrykket “at lave en Peter Weinzer”. Udtrykket henviser til offensivspillerens evne til ikke at score og blev i sangen brugt som metafor for i mere generel forstand at forfejle et mål. Selvom sangen ikke var et kendt hit, er udtrykket blevet ret gængs på szogoziansk i netop den betydning.

Tirbik Cup for Klubhold

Se opslaget for turneringen for forskellige kuriositeter.

To gule, tak, og hurtigt!

Børge Lennartsen fik en lidet glorværdig afslutning på sin landsholdskarriere. I Klomarkens anden gruppekamp ved TIFO Gold Cup 36 mod Korlariz blev han skiftet ind i det 74. minut som ekstra angriber. Fem minutter senere måtte han forlade banen igen efter sit andet gule kort og dermed rødt.

Tre doublepack

Som noget enestående har Molszaris landshold haft tre dobbeltmålskytter i én og samme landskamp, nemlig i holdets rekordsejr på 6:0 i en træningskamp i Klomarken i efteråret 30, hvor Pieter Routezij, Perliss Varmö og Tertos Verdas hver scorede to mål. I kampen forinden — en 5:3-sejr i Zawtraan over Wevey — havde Varmö i øvrigt også scoret to gange.

Trænerkarrierer

Samme klubber på cv’et

Peter Aares var cheftræner og Otto Sonder hans assistent, da SC Sönig i 23 vandt sit første mesterskab og i 24 og 25 sine første ALFA Cupper. Herefter blev Sonder træner for Pferdheim Sönig, Aares’ gamle klub og på dennes anbefaling. Før sæson 29 afløste han Aares som cheftræner i SC Sönig, og da begge derudover har været trænere i såvel TuS Innstadt som Viktoria Tonn, er der hele fire klubber, som både Aares og Sonder på et tidspunkt har trænet.

Længere og længere ned

A propos Peter Aares: I sæson 34 rykkede han ned fra Baringer Prof-Liga med Atlas Klerkenhorst. Året efter rykkede han ned fra 2.Baringer Liga med Pferdheim Sönig. Og yderligere et år senere rykkede han ned fra 1.Unterliga Ost med Gloria Sönig. Dermed præsterede han på tre år at rykke ned med først et første-, så et andet og til sidst et tredjedivisionshold. Aares opgav herefter endeligt trænergerningen og slog sig ned som forsikringsmægler.

Træner for både mænd og kvinder

Jolvin Konvos blev i sæson 33 den første professionelle træner i Slokven — oven i købet for både mande- og for kvindeholdet i klubben XYZ Balvin.