Februar 33
Begivenheder inden for fodbold, musik og politik i februar 33.
Indholdsfortegnelse
Stjerner i tågen II — Fabio Allini
I sæson 22 skiftede Collos daværende landstræner Paolo Recezi en stor del af sin trup ud. Især prøvede han spillere fra Craba FC, blandt andre angrebsbrødrene Allini. I en TIFO Gold Cup-kvalifikationskamp mod Wevey startede storebror Carlo på banen, men blev i pausen skiftet ud med lillebror Fabio.
Fabio Allini scorede. Derfor fik han 90 minutter i den næste kvalifikationskamp mod Klomarken. Og han scorede igen. Drømmen om at leve af fodboldhobbyen tog form.
Men der var ikke plads til Allini-brødrene på det professionelle Craba-hold, der året efter nåede ALFA Cup-finalen. Carlo droppede fodbolden til fordel for et tidskrævende job som underdirektør — Fabio tog imod et velbetalt sælgerjob i Sio i den anden ende af Collo. Samtidig spillede han for Club Sio, der dengang lå i 2.division.
Club Sio blev bedre og bedre. Med Fabio Allini på holdet. Og han blev belønnet med en plads i TIFO Gold Cup-truppen i 27, dog uden at komme på banen. Men de tidligere to mål på to landskampe er vel også et stolt tal at have stående?
Fra sæson 32 blev Club Sio professionel. Et halvt år senere gik Fabios arbejdsgiver fallit. Han mistede sit job som salgschef og var på nippet til at rejse hjem til Craba, da træner Michel Maliron gav ham et fristende tilbud. Ja, Fabio Allinis drøm gik i opfyldelse alligevel. Han fik profkontrakt i Club Sio… i en alder af 34 år!
Laisverser stopper!
Superstjernen Lotar Laisverser har ved et pressemøde meddelt, at han ikke kommer med i den baringske TIFO Gold Cup-slutrundetrup. Og til sommer lægger han også klubtrøjen på hylden.
Beslutningen er Laisversers egen; »Jeg elsker stadig fodbold, men jeg har opnået, hvad en profspiller kan ønske sig. Tre medaljer med landsholdet, en masse mesterskaber med SpVgg. og en titel som Årets Midtbanespiller. Og nu har jeg ydet mit bidrag til at få landsholdet med til også dette års slutrunde. Jeg slutter på toppen, og mens legen er god.«
Den baringske fodboldverden — ja, fodboldfans verden over — er nærmest i chok over meddelelsen. Laisverser blev allerede som teenager i miseiransk proffodbolds første sæsoner udråbt som et af de allerstørste talenter. Den langlemmede supertekniker er blevet en myte inden for topfodbold.
Lotar Laisverser har truffet sin beslutning for længe siden. Den generte baringer fortæller, at han end ikke rejser med de andre spillere til slutrunden i Trokollonne. Så snart klubsæsonen er slut, tager han på rejse verden rundt, fortrinsvis med båd. Han vil opleve verden på en anden måde, væk fra det store pres i profmiljøet, trods sin store kærlighed til fodbold.
Om han deltager i en eventuel æreskamp for de mange store navne, der efter al sandsynlighed slutter deres karrierer til sommer, er også tvivlsomt. I hvert fald var kvalifikationskampen i Szogoz, hvor det baringske landshold vandt 6:1, Laisversers 59. og sidste landskamp. I kampen scorede han sit 15.landskampmål… Og sidste…
Laisverser har altid spillet i SpVgg. Sönig, bortset fra sæson 32, hvor klubben var i 2.Baringer Liga. For at kunne blive på landsholdet lod han sig leje ud til 1.FC Baringers Stadt.
Vi er mange, mange, der vil savne Lotar Laisverser. Men må han få held og lykke også fremover. Tak for de utallige vidunderlige timer, du har været med til at give fodboldspillet med din unikke sans for smukke detaljer, Lotar!
Generalkongres: Tarmes på banen igen!
TRO Krigen i Tarmes har stået stille i længere tid nu, og landet kan igen betragtes som forholdsvist sikkert. BTaF/TaBU-præsidenten, “Årets-BURF-spiller 23”, Panim Lovitaz, udtrykte tilfredshed, og glædede sig til atter at sende sit landshold på banen mod andre nationer, ligesom de om få måneder fundne mestre vil deltage i FK'cup og nummer 2 i BURFcup'. Forretningsudvalgsmedlemmet fra BRF (Ro¬seltas fodboldforbund), Olliviz Ponskiz, var vred over, at hans land ikke fik hævet fodboldssank¬tionerne, og truede med, at BRF eventuelt ville melde sig helt ud af BURF. BURF-præsident Ronnie Vissjø, SKO, svarede promte, at hævelse af sanktionerne først vil komme på tale, når den tidligere tarmske landstræner, Slim Areman, WEV, bliver frigivet. Hertil klappede forsam¬lingen. Ved den efterfølgende konstitution mærkede Ponskiz atter kulden ved at blive eneste forretningsud-valgsmedlem uden tillidspost.
UDB Manedens fodbold-profil: Damanion Bobson, teammanager hos Silt Boldklub Lige siden Damion Bobson landede i Innanæs' lufthavn i sommeren 30, har pressen hånet ham. Han blev udstillet ved sit første interview, da han åbenhjertigt fortalte, at han boede hjemme (i en alder af 40 år) og samlede på papegøjer. Han mente desuden, at sund mad var den vigtigste betingelse for at blive en god fodboldspiller. Pressen holdt siden med de UBU-kræfter, der ikke ville give ham dispensation som træner i Udborgdivisionen. Men lokalt i den finere ende af Innanæs har man taget godt imod Damion, der hurtigt blev en del af Udborgs jetset. Han spiller voldbold, lærer sig udborgsk hos den kendte sproglærer, Niels Pølsöe og ses ofte i forbindelse med kulturelle begivenheder, men også i nattelivet. Han er egentlig født i Innanæs, da hans far, TlFOpræsident Nick Bobson dengang som karriere diplomat var bosat i Innanæs. Siden blev han sendt hjem til sin faster, hvor han blev opdraget efter strenge, traditionelle chanalske regler. Han blev sendt på de fineste skoler, men blev konstant drillet, fordi han stammede frygteligt. Alligevel lykkedes det ham at kæmpe sig gennem eksaminer, og han endte som fuldmægtig i "Fiskeriministeriets styrelse for kontrol med maskestørrelser". Ved siden af trænede han fodbold for smådrenge i en uregistreret klub i hovedstaden. Det blev derfor modtaget som en mellemting mellem en aprilsnar og et selvmål, da formanden for Silt Boldklub, den verdensberømte hjertekirurg Paul Peder Paulus-Møller, præsenterede Damion Bobson som den træner, der skulle føre klubben frn 4. til l. division. I dag grines der ikke så meget. Silt Boldklub ligger sikkert i svinget til at rykke op i den bedste række.
Hyldest til parret Starvey og Sonaery
For første gang blev årets Coast Country Academy Award, de såkaldte CCAAere, uddelt på Cetral Theatre Hall i Coast City ved en højtidelighed, hvor en stor del af branchen var tilstede. Der uddeles priser for bedste film, bedste hovedrolle, bedste birolle og bedste instruktion.
Det blev en triumf for ægteparret Catrine Sonaery og David Starvey. Hun fik prisen for bedste hovedrolle for præstationen i Wartime III, der afslutter Jack Nobys krigstriologi. Han modtog prisen for bedste instruktion for From Bollonam to Gollsea, der er den 4. film i rækken om Dr. Grunby. Samme film blev kåret som bedste film. Den første i rækken fra 26 modtog også 2 priser. Det var samtidig andet år i træk, at David Starvey modtog prisen for bedste instruktion, da han også modtog den i 31 for Red Eggplant. Da prisen kun er uddelt 2 gange, er han den eneste, der indtil nu har fået den.
Overraskelsen var imidlertid Nicolette Canos præmiering for bedste birolle i Mélodie obscurité. En eronesisk gyser instrueret af den internationalt ukendt Baptiste Orfèvre. I andre roller i filmen ses Kim Buckingham og Martin Vellegård.
I opløbet om bedste hovedrolle var David Berliner (kendt som den lidt kluntede agent "Boss" i Boss & Baby) for sin indsats i Solskinspigen, men filmen er reelt ikke berettiget til at deltage, da filmen kun er distribueret i Nexdomtaso.
Alouang World News | |
---|---|
Generelt — 29-30 · 31 · 32 · 33 · 34 · 35 |