Arbejderpartiet

Arbejderpartiet i Udborg - de svages forum

Partiet blev stiftet i 988 i et samarbejde mellem de mange splittede veenløse-organisationer, Venamo-indvandrer foreningerne og en række fagforeninger, der iøvrigt ikke er særlig stærke i Udborg.
Fra start af er partiets ledelse sammensat på en sindrig måde af repræsentanter for disse organisationer, og først fra 18 har de lokale kommuneafdelinger af partiet fået egentlig indflydelse på ledelse og politik.
Partiet havde regeringsmagten i Udborg uafbrudt i 20 år fra 6 til 26 med Erik Nielsons 1. regering, Erik Nielsons 2. regering og Annie Jepsens regering.
I 993 var Arbejderpartiet hovedkræften bag etableringen af Verdenssocialisterne - WOSLP, der har hovedkontor i Innanæs.

Mange interne magtkampe

Den første formand, Erik Nielson tilhører ikke nogle af partiets fløje, men var som borgmester i Ruskun det kendteste ansigt blandt partiets stiftere. Han sad som formand i hele 32 år, og gjaldt for en usædvanlig stærk, men også autoritær, leder, og var samtidig en reskpekteret stasminister.
Efterfølgeren, Niels-Åge Jensen, sad også som formand forholdsvis længe, nemlig i 14 år. Han blev ved et kompromis valgt som formand, da Annie Jepsen efterfulgte Erik Nielson som statsminister, hvorved de to poster delt.
I 19 begyndte den interne splid for alvor at tage til. Niels-Åge Jensen tilhørte veenløse-organisationerne, mens Annie Jepsen tilhører fagbevægelsen, hun var på et tidspunkt formand for Kvindernes Fagforbund. Den folkekære Frank Loretti var tæt på at blive formand, men han svækkedes af at repræsentere Venamo-indvandrer foreningerne. En fjerde stærk fløj repræsenteredes i striden af Anton Græsveen og især den noget yngre Per Holm Andersen, der kommer fra partiets lokalafdelinger. Hele balladen gjorde, at partiet op gennem 20erne og i 30erne mistede et meget stort antal medlemmer og i nogen grad også vælgere, hvormed der blev plads til de nye socialistiske partier Reform Socialisterne og NyBy på den udborgske venstrefløj.

Ny stærk mand?

Efter valget i 34 blev Parks populære borgmester, Per Fast valgt som formand. Som en af Jepsens stærkeste kritikere kundgjorde han efter valget, at han agtede at være partiets frotfigur, herunder politisk ordfører. Jepsen trak sig straks og meddelte, at dette var hendes sidste periode i Næstinget.