Eronesian Football-Association

Eronesians nationale fodboldforbund (forkortet EFA), stiftet før sæson 21 i Forquanesian, hvor det også har hjemsted.

Landets rekordmestre er FC Barala, Faubouriens de Forquanesian (som vandt et mesterskab under navnet Colo Fransesian og et andet som Fransefusion Fransesian) og Gépards Forquanesian, der hver har vundet to mesterskaber.

A-landsholdet deltog i TIFO Gold Cup 27.
U21-landsholdet har altid været lidt negligeret, og resultaterne har været derefter. Det overvejes kraftigt helt at nedlægge det, i så fald senest fra sæson 37, for på den måde tidligere at integrere de virkelig talentfulde spillere på A-landsholdet. Dermed ville EFA fralægge sig udviklingsarbejdet og i realiteten lægge det over på (ikke mindst prof)klubberne.

Turneringsstruktur

Eronesians 32 fodboldforbund uden for EFA påstår at dække mere end 20 000 klubber. Reelt er der i hvert fald mindst 1000 klubber i landet, heraf anslået 200 bare i Forquanesian. Mange eksisterer uden en egentlig administrativ struktur og bliver opløst og gendannet i andre former mellem eller endda i løbet af sæsonerne, og der findes til enhver tid mellem 30 og 50 ligaer i landet.

Da fodboldsporten blev officialiseret før sæson 21 med oprettelsen af et egentligt landsdækkende forbund var det i de fleste tilfælde, men ikke altid, de lidt mere bemidlede klubber — ofte med en lokal velhaver og/eller politiker som økonomisk fundament — der blev tilmeldt ligaen. Der var samtidig et ønske om at have klubber med fra alle dele af landet, hvilket ikke altid var lige nemt. Fx er Brou en af landets store byer, men her måtte EFA kunstigt danne en klub for overhovedet at have et hold herfra.

I den første sæson, 21, var der fem divisioner a 10 hold, hvor to rykkede op og ned mellem hver division. Alle hold fra de tre øverste rækker samt nr. 1 og 2 i 4.division spillede dernæst om Coupe d’Eronesian. 3. og 4.divisionshold havde altid hjemmebaneret; og i tilfælde af uafgjort efter 90 minutter blev der spillet en ny kamp på udeholdets bane. I 22 kom der to nye klubber til ligaen, og i øvrigt var det anden og sidste gang, at den officielle pokalturnering blev spillet — denne gang blot med 1.divisionsholdene og 6 inviterede, udenlandske hold fra byer tæt på landets grænser.

Det viste sig hurtigt for dyrt og besværligt for mange klubber at rejse rundt til udekampe i det store land med en ikke for effektiv infrastruktur, og EFA var løbet tør for de penge, man ved oprettelsen havde delt ud af til klubberne for at få ligaen til at hænge sammen. En oplagt løsning ville have været at opdele de lavere divisioner geografisk, men netop dette ville forbundet undgå, for at differenciere sig fra de mange uofficielle regionale og lokale forbund og ligaer.

I stedet fusionerede mange klubber før sæson 24 — i nogle tilfælde mellem byer, der ikke lå synderlig tæt på hinanden — mens andre helt trådte ud af EFAs liga. Det gav nu tre divisioner a 12 hold, med hele fire op- og nedrykkere mellem de enkelte divisioner.

Mange af især fusionsklubberne oplevede konstant ustabilitet på deres hold, fordi spillere af arbejdsmæssige og økonomiske grunde ikke kunne rejse så langt til ude- og i visse tilfælde heller ikke hjemmekampe. Dette og den store udskiftning mellem divisionerne på grund af de mange op- og nedrykningspladser gjorde eronesisk fodbold til en mudret størrelse selv i officiel EFA-regi.

Forbundet påstod i årevis, at ligastrukturen var en fordel og skabte bredde og skærpet konkurrence, men den førerposition i alouangsk fodbold, som de to profklubber AWBF Forquanesian og Quido Quidos resultater fra oprettelsen af Alouang Prof League i sæson 27 og landsholdets kvalifikation til TIFO Gold Cup samme år havde stillet i udsigt, manifesterede sig ikke.

Derfor blev tolv nye (eller gamle) klubber optaget i ligaen fra sæson 33, således at der nu for første gang var to 3.divisionskredse. Fra sæson 36 lægges til de nu 48 hold yderligere 48(!) nye, således at der nu er 96 hold (95 klubber, da Sporting Pébamédoudou har fået lov at få sit B-hold med, idet der med Pébamédoudou 32 kun er én anden klub med fra den ellers store by) fordelt på en 1.division, to 2.divisioner og tre 3.divisioner, alle a 16 hold. De deciderede hovedstadsklubber kan godt være i forskellige kredse, hvilket ikke gælder for andre byer.

Denne helt nye struktur skulle skabe både en mere stabil elite samtidig med en større bredde og dermed øge eronesisk fodbolds konkurrenceevne inden for Alouang.

Foregangsmanden for et mere effektivt Eronesian Football-Association, som det lykkedes at få skiftet gamle medlemmer ud med blandt andre tidligere landsholdsspillere og dermed skabe nytænkning omkring ligastrukturen og økonomien, regnes for at være Etepe N’Mongo, der blev medlem af bestyrelsen fra sæson 29. Han fik også skiftet den gamle formand Paul-Claude M’Ramba ud med Antoine le Cuann-Henn. Denne anses for lidt af en kransekagefigur, men N’Mongo selv vil ikke overtage embedet, fordi han er døv.

Titler

Sæson	Mester	Pokalvinder
21	Étoile Forquanesian (1)	Étoile Forquanesian (1)
22	Colo Fransesian (1)	Colo Fransesian (1)
23	Agents Fovondé (1)
24	FC Pégavou (1)
25	Fransefusion Fransesian [2]
26	Quido Quido (1)
27	FC Barala (1)
28	FC Barala (2)
29	Colosport Fedifofou (1)
30	Gépards Forquanesian (1)
31	Leo Club 24 Tisesian N’Paola (1)
32	Fénansian/Papapou (1)
33	FC Sequadou (1)
34	M’Pevalo d’Raala (1)
35	Gépards Forquanesian (2)
36	Canón Glé (1)

Bestyrelse

(årsangivelserne er sæsoner, ikke kalenderår)
Antoine le Cuann-Henn 21-    formand siden 31
Michel Cara 35-
Michel le Corupte 32-
Jack Denesian 31-
Ibizon Fraloxe 21-    Alfoot-repræsentant siden 27
Nollère Frikon 31-
Etepe N’Mongo 29-
Jacques N’Ramdo 31-

Tidligere medlemmer

Paul-Claude M’Ramba 21-30 formand
Jean Manni 21-31
Jean-Paul N’Conn 21-34
Picot Veliss 21-30

Professionelle dommere

Jean-Marie Jarre (født 0) 35-
Carll Moross (født 995) 36-
Philip N’Fonde (født 998) 36-