File Not Found
Musikgruppe fra Baringers Land og Käpumman. File Not Found er en electrogruppe af “gammel computer”-stilen, bestående af baringerne Heiko Tüsch og Günter Warnich samt käpen Anders Ölgren, alle på synthesizere og programmering.
Allerede debutalbummet “File Not Found” fra 22 indeholdt to Top 50-singler i Miseira: “File Not Found” og “Digital Woman”. Sidstnævnte blev en klassiker i electromusik, og sangens rytme og synthlyde har siden inspireret eller er blevet anvendt i en lang række sange i genren.
Det andet album blev udgivet i begyndelsen af 23 og bar titlen “10”, som er det binære tal, der svarer til “2”. Dette album solgte også godt, selvom kritikere hævdede, at det primært skyldtes debutens succes. Ölgren forlod trioen, officielt af familiære grunde, endnu inden den begyndte sin turne for at promovere “10”.
Efter turneen flyttede gruppen ironisk nok sin base og sit hjemmestudie fra Baringers Stadt til Coast City, hvilket resulterede i det helt igennem egetproducerede album fra 25, “Numeric Boy”, med den moderat succesfulde single “Diamond Star”. Inspirationen fra de nye omgivelser skinnede klart igennem, men albummet gav ikke et indtryk af, at duoen helt havde greb om sin stil.
Udgivelsen af et fjerde album blev udsat flere gange, og i mellemtiden ― kort før jul i 27 ― udsendte et mindre, lokalt pladeselskab “Pixels”, som indeholdt File Not Founds yndlingssange ifølge bandmedlemmerne selv samt en række hidtil uudgivede sjældne numre og nogle få B-sider. Materialet til det “rigtige” album blev aldrig gjort færdigt, og Tüsch og Warnich brugte i stigende omfang deres tid som DJs og i Tüschs tilfælde også som producer.
Ikke før i 31 udkom albummet “Binary Breath”. Det indeholdt ikke noget af det materiale, som duoen indspillede sidst i 20’erne til det planlagte fjerde album ― i stedet havde Tüsch gjort god brug af de kontakter, han havde skaffet sig som producer, og lyden på “Binary Breath” var ny og oplivende. Albummet blev File Not Founds comeback som electroguruer og indeholdt bl.a. “Microphonic, Part II”, som var oppe på en andenplads på hitlisterne.
Diskografi
Udgivelse | Type | Titel | |||
---|---|---|---|---|---|
Top 25 Alouang | Pladeselskab | Producere | |||
apr 22 | lp | File Not Found | - | Exe Files | |
maj 22 | s | File Not Found | - | Exe Files | |
aug 22 | s | Digital Woman | - | Exe Files | |
feb 23 | lp | 10 | - | Exe Files | |
maj 25 | s | Diamond Star | - | File Not Found Recfiles | |
juni 25 | lp | Numeric Boy | - | File Not Found Recfiles | |
nov 27 | lp | Pixels | - | Zoundzcape | |
mar 31 | lp | Binary Breath | - | Megaphon Disco | |
mar 31 | s | Microphonic, Part II | - | Megaphon Disco |