Nick Bobson
Fodboldofficial fra Laran (egtl. Nicholas Amontinus Bobson), født 967. Bobson var TIFOs første formand.
Søn af stenrige forældre, der drev Laran Weveys mest prestigefyldte juvelérvirksomhed og bl.a. leverede til hoffet, men som pludselig droppede forretningen, fordi de havde penge nok til at leve fedt resten af deres dage.
Nick Bobson meldte sig som ung statskundskabsstuderende ind i det dengang regerende parti The Royalists. Han var klog nok til ikke at stille op som aktiv kandidat for sit parti, hvorfor han ikke skabte sig rivaler og fjender inden for partiet og i den statslige administration. Den fremadstræbende Bobson skaffede sig under sine studier en eftertragtet traineeplads på Laran Weveys ambassade i Innanæs i Udborg, og under opholdet fødte hans kone, Lorna Bobson, parrets eneste barn, sønnen og den senere fodboldtræner Damion (990).
Så snart Bobson havde afsluttet sit studium med en af de bedste eksamener nogensinde og som en af de yngste kandidater i statskundskab nogensinde, begyndte han at få høje stillinger. Som karrierediplomat var han bl.a. 1. ambassaderåd i Innanæs i en årrække. Det var her han vandt sin kærlighed for en anden sport end det fine cricket og fjerbold, han var vokset op med: fodbold.
Således blev han, da han atter vendte hjem til Laran Wevey, en af pionererne for spillet i Chanalia, og måske er det derfor, at sporten i mange år var for de finere. Da ALFAs aldrende præsident og i øvrigt Bobsons personlige ven, Bobby McLastans trådte tilbage efter blot ét år, placerede han nærmest egenhændigt Nick Bobson i præsidentsædet. Det var egentlig tænkt som en foreløbig løsning, men da ALFA havde en meget løs struktur, stillede ingen nogensinde spørgsmål ved Bobson på posten.
Og da TIFO blev oprettet få år senere, blev han sågar overraskende præsident, da de stiftende nationale fodboldforbund ikke kunne blive enige om en nexdomtansk kandidat. Bobson sad solidt på sin post indtil 33, hvor han var på valg. Ved årskongressen i Garring i 32 havde han overraskende meddelt, at han ikke ville genopstille.
Helt lægge sine engagementer fra sig kan ekspræsidenten dog ikke. Han bor fortsat på en stor gård tæt på Innanæs' mondæne kvarterer, og både internationalt og i hjemlandet beklæder han et antal ærefulde poster inden for idræt og internationale relationer, bl.a. er han præsident for Den chanalsk-udborgske kulturudvekslingforening.
Bestyrelsesmedlem i ALFA 19-33 — formand 19-21.
Formand for TIFO 21-33.
Udgav i anledning af sin 60-års fødselsdag selvbiografien “Verdens vigtigste mand”. En stærkt ironisk fortælling om fodbold og livet som præsident for TIFO. Bogen blev rost af anmelderne og gælder som et kærligt protræt af den internationale fodboldorganisation på godt og ondt, herunder de mange magtkampe med BURFs præsident Lasse Bullus. Med denne bog viser den ellers altid korrekte og stilfulde Nick Bobson en i offentligheden ukendt side af sig selv.
Gift med Lorna (født Piccadilly) i 990 og har kun ét barn, nemlig sønnen Damion Bobson (født 990), som er gift med den udborgske skuespiller Britta Bjørnulv, og iøvrigt er barnebarn af fodboldikonet Peter Bjørnulv.
Storesøster: Petulia Clark (født i 956, (forældrene fik fem børn mellem Petulia og Nick, men de døde alle som børn, tre af blødersygdommen, én af tuberkulose og én under fødslen)). Svoger: Diplomaten James Clark.