Olfert Junkersen
| Olfert Junkersen | ||
| ØRD | født 983 | T |
| Træner | ||
| sæson | hold | resultat |
| 26-28 | Ørden U (am) | 7 ( 5- 0- 2) |
| 29-36 | Ørden A (am) | 79 (32-14-33) TC |
Fodboldtræner fra Ørden, som førte landets A-landshold til Tirbik Cup-titlen i 30 og i de efterølgende seks år til to TIFO Gold Cup-slutrunder. Junkersen fik en stor del af æren for disse resultater. Hans indædte stædighed og disciplin var grundfaktorer i opbygningen af et hold, der fremstod som en enhed uden at nogen ragede synderligt op.
I det civile liv er Junkersen speditør i et stort fragtfirma. Ørdens Bold-Union købte ham fri af dette job i hele sæson 33, så han kunne koncentrere sig om at udtage og afprøve spillere i træningskampe med henblik på at udvikle den stærkest mulige trup til Gold Cup-slutrunden.
Resultaterne i disse testkampe var langt fra imponerende, og landstræneren har efterfølgende sagt, at hans største fejl var at insistere på træningskampe mod højkalibermodstandere samtidig med at han blandede holdet op med for mange udlandsprofer, der ikke havde været en del af det hold, der havde sikret kvalifikationen.
Junkersen optræder autoritært og egenrådigt uden at skele til, hvordan hans omgivelser reagerer. Et eksempel var, da målmand og anfører Ole Svenningsen fik karantæne for en kvalifikationskamp til TIFO Gold Cup 36, og landstræneren lidt overraskende udtog det på det tidspunkt i landsholdssammenhæng helt ubeskrevne blad Vidkund Hviid i stedet for at ty til reserverne Vilhelm Sækkemand og Per Dyke.
Den ambitiøse træner gik ved selve slutrunden efter fire point og seks mål. Da holdet “kun” opnåede det halve af begge disse tal, sagde han på pressekonferencen efter sidste kamp — ikke helt uventet — at han ikke kunne lære holdet mere og efter en Tirbik Cup-sejr og to TIFO Gold Cup-deltagelser valgte at give stafetten videre. Han havde da stået i spidsen for A-landsholdet gennem otte år og 79 kampe.
Desuden gav den populære tyksak udtryk for sin stigende frustration over bagsiden ved at være træner for et succesfuldt landshold i Tirbik — nemlig at man ved at miste flere og flere spillere til oversøiske profklubber mistede konutinuiteten og rytmen på holdet og derfor konstant måtte genopfinde spillemåden alt efter kvaliteterne hos de spillere, der så rykker ind i de efterladte huller.
