Michel Maliron
| Michel Maliron | ||
| ARN | født 996 | T lib |
| Klubber | ||
| sæson | klub | titler |
| -20 | SEC Pin (am) | |
| 21-29 | SSC Boffe, COL (*23-28) | ALFA−2M−P |
| Landshold | ||
| sæson | landshold | LK/m |
| 19-29 | Arnytrace A | 40/5 (22*) |
| Træner | ||
| sæson | hold | resultat |
| 30-31 | TIFOs Trænerskole | (5) |
| 32-33 | Club Sio, COL | |
| 34-37 | SSC Boffe, COL | M |
Fodboldtræner og tidligere -spiller fra Arnytrace.
Spiller
Den 1,91 meter høje arn med den sorte grydefrisure var en typisk liberotype. Han styrede sit forsvar og forstod sig blindt med sine medspillere, blandt andet med hensyn til hvornår han rykkede længere frem på banen.
Maliron var en af de første officielt professionelle spillere i Miseira — hans profnummer er 0020 — og spillede hele sin professionelle karriere for SSC Boffe, med ALFA Cup-triumfen i 29 som kronende afslutning. Til gengæld vandt klubben i de ni år med Maliron faktisk blot to mesterskaber.
Træner
Efter to år på trænerskolen var det naturligt for den ivrige og ambitiøse nyudklækkede træner at vende tilbage til Collo. Hos nyprofessionelle Club Sio fik han sammensat et hold af fortrinsvis unge spillere, plus sin landsmand Marc Flyckyvy på mål og på “sin egen” liberopost landsholdsstjernen Pallomino Loser. Maliron lagde grundstenen til holdets etablering, og efter sølvmedaljer i 33 var det et logisk næste karriereskridt, da hans gamle klub SSC Boffe ansatte ham.
Michel Maliron gælder som en meget egenrådig træner, der ikke holder sig tilbage for at gå imod klubledelsen fx hvad spillervalg og -indkøb angår. Blandt andet er han blevet kritiseret, også i medierne, for at have hentet Jean-Marie Hô og Paul Rumaud til SSC Boffe. Maliron har ungdommens mod, men hans entusiasme er på grund af hans indimellem uortodokse dispositioner ikke altid lige smittende på de ældre spillere, der kun er få år yngre end ham selv.
Kritikken af arnen tog til, da han til sæson 36 i forbindelse med indførelsen af den raliendanske profliga købte to midtbaneprofiler i skikkelse af Roberto Cesca og Giampero Poldobea, som begge to fortrinsvis opererer i højre side — selvom det var i venstre side, at et generationsskifte var tiltrængt. Oven i købet formåede ingen af de to at spille sig ind på holdet, og man sad således med to dyre landsholdsspillere på bænken. Derudover formåede Maliron ikke at tiltrække andre nye spillere end en U21-landsholdsreserve og en slokvensk amatør og dermed blev nødt til at være kreativ i sin besættelse af fx liberopladsen. Der skulle et rigtig godt resultat til i profligaens første sæson for at Maliron fik lov til at blive ved roret — og det kom faktisk i form af kvalificeringen til Plint-slutspillet.
