Frecacón/Frecon

Frecacón/Frecons flag.

República de Frecacón/Republique de Frecon var et land i Alouang, hvis territorium dækkede det nuværende Frecacón, Frecon og det østlige Questo. Republikken eksisterede i knap 61 år — fra marts 973 til den 26. februar 34.

Ved den sidste opgørelse fra 33 havde Frecacón/Frecon 18 700 000 indbyggere.

Administrativ opdeling

Kort over Frecacón/Frecon med større byer, provinsinddeling og -hovedstæder.

Landet bestod af 12 provinser, der var inddelt i to generalguvernementer.

Generalguvernementet Frecacón (10 200 000 indbyggere):
1. Speiago (1 100 000; ca. 700 000 i selve byen)
4. Baia del Gum (1 600 000; hovedbyen Hóscóras 510 000 og Femumiralpa 100 000)
5. Centrál (200 000; hovedbyen Ilano Estacado 26 000)
9. Spidónes del Sud (400 000; hovedbyen Havicáda 66 000)
10. Terlitense (2 800 000; hovedbyen Terlitense 600 000 og Santo 190 000)
11. Oeste (1 600 000; hovedbyen Rio Vereira130 000 og Rostón 110 000)
12. Rio Bulumens (2 500 000; hovedbyen Bleraiero 190 000 og Rio Bulumens 900 000)

Generalguvernementet Frecon (8 500 000 indbyggere):
2. Spéagou (1 000 000; ca. 700 000 i selve byen)
3. Rounda (800 000; hovedbyen Rounda 200 000)
6. Féandé (1 600 000; Féandé 500 000)
7. Côte du Sud (3 000 000; hovedbyen Driodou 600 000 og Miala 140 000)
8. Friho/Friala (2 100 000; hovedbyen Friho/Friala 120 000)

Hovedstaden udgjordes af de to provinser Speiago/Spéagou.

Etnisk sammensætning

De frecacónske provinser er etnisk nogenlunde rene. Dog er grænseområdet mellem Baia del Gum og Rounda et kludetæppe af landsbyer med forskellig etnicitet. I Oeste er der et ubetydeligt savanesisk mindretal ved grænsen til Questo og Savan på godt 30.000 indbyggere, hovedsagelig farmere.

I syd danner en flod sproggrænsen. Floden udspringer i det sydligste hjørne af højlandet Spidónes, hvor det tidligere stammefolk havde bygget byen Friho. Da arnerne kom til Alouang, udbyggede de byen, som de på arnsk kaldte Friala. Floden kaldte de Frecon (skønt den på frecacónsk fik navnet Rio Friho) — det er altså herfra, at navnet Frecon eller Frecacón stammer.

Af de freconske provinser er Friho/Friala etnisk set meget blandet. Provinsen hører under freconernes generalguvernør. Selve byen har klart freconsktalende flertal, men den vestlige del og mange gader omkring centrum er beboet af frecacónere. Dette er et problem i striden, der førte til borgerkrig. Endnu et problem er området nord-nordøst for Speiago/Spéagou, der er lidt af et kludetæppe — her findes kun meget få blandede landsbyer, men derimod både rent freconske landsbyer i den frecacónske provins Baia del Gum (Gumbugten) og frecacónske i den freconske provins Rounda.

Til gengæld er sproggrænsen i selve hovedstaden lige så entydig som ved floden Rio Friho/Frecon. Kun i den mest centrale bydel (som blot hedder Speiago) findes der nogle få gader beboet af freconere. Men et selvstændigt Frecon vil have Spéagou som hovedstad. Nok et problem!

Geografi

Spidónes-bjerghøjlandet rummer blandt andet Alouangs højeste bjergtinde “Cerro del Bolson” som er 5.988 meter høj. Det er i Spidónes, at de tre store floder har deres udspring.
Rio Vereira danner grænsen mellem Oeste og Terlitense for ved grænsen til Questo at løbe ud i Rio Bulumens, der er grænseflod mod Questo og delvist mod Savan. Kun ved flodmundingen er begge bredder frecacónsk modsat hvad mange tror.
Rio Vereira-floddalen er et af verdens mest frugtbare områder. Den snor sig stille og roligt gennem et lavland, der i foråret og forsommeren kan være oversvømmet.
Rio del Silencio er, som navnet siger, en meget stille flod. I bjergene danner den grænse mellem Terlitense og Spidónes del Sud. I lavlandet snor den sig dovent gennem Terlitense vest om byen Santo og gennem Spidónes del Sud, der kun er tætbefolket ved kysten.
Frecon/Rio Friho løber gennem en frugtbar dal, der til dels er grænsen mellem frecacónere og freconere. Ved foden af Spidónes ligger byen Friho/Friala, der er etnisk meget blandet og i øvrigt provinshovedstad. Denne flod er den vandrigeste, og dens kraftige strøm gør den vanskelig at besejle. Grænsen til Phënesch udgøres af en bjergkæde, der hedder Les Mialas og Montes de Phénesse. I dette område ligger den berømte saltsø, Lac Liberté og et par floder med vandkraftværker, der forsyner en stor del af Frecon med strøm.

Historie

Før Alouangs Første Erobring, som begyndte i 648, var landet stort set ubeboet. Der var givetvis et rigt dyreliv, og af og til har de primitive tuskermænd gæstet området fra vest ligesom gummere og eronesere ind imellem har været på besøg. Der er intet, der tyder på, at de højt civilserede apratere har besøgt området.
Ved Alouangs Første Erobring fra 648 og i årene frem, blev landet i første omgang indtaget af en blandet skare. Den vestligste del af landet i floddalen ved Rio Bulumens og Rio Vereira blev befolket af østchanalere. Den centrale del med det nuværende Spidónes del Sud, Terlitense-provinsen og Oeste blev befolket af både collianere, nolaerianere og mõevalesere, mens området øst for Frecon/Rio Friho og det nuværende Centrál blev befolket af arner.
Byen Friho og det omliggende land blev imidlertid beboet af en lokal stamme, hvis oprindelse er uklar. Men det er helt sikkert, at arnerne i 782 endeligt erobrede byen, som kom til at hedde Friala. De udbyggede og befæstede den, og fjernede alle tegn, der mindede om den lokale stamme. Byen hedder i dag hedder Friho på frecacónsk. Floden kaldte de Frecon (skønt den på frecacónsk fik navnet Rio Friho) — det er altså herfra, at navnet Frecon eller Frecacón stammer.
I de efterfølgende 200 år fik nybyggerne selskab af eronesere, ikke mindst i den østlige del af landet. Nolaerianerne kom især i starten af 800-tallet til i stort tal og bosatte sig i Centrál- og Baia del Gum-områderne.
Oscaro Hóscóras udråbte i 811 sig selv til konge over et område af det nuværende Baia del Gum, Oeste og Centrál og grundlagde byen Hóscóras.
Hans stat blev dog i 835 erobret af arnerne. Arnerne forsøgte i over hundrede år at opretholde et herredømme strækkende sig hele vejen fra Driodou i Frecon, gennem det nuværende Republic of Gum og Qoullux til Eronesian. Derfor var Driodou en meget vigtig havneby, og byer som Friala, Spéagou og Rostón var vigtige garnisonsbyer.
Ved Alouangs Anden Erobring i 860erne blev det meste af det nuværende Frecacón/Frecon erobret af kong Theopol af Molle, der ønskede, at også hans lille land skulle have del i den rigdom, som andre miseiranske lande hjembragte fra deres kolonier i Alouang. Efter flere forsøg lykkedes det i 867 for de mollianske bosættere, erobrere og andre eventyrere at indtage Driodou, som de omdøbte til Theopols Zwetheim. Allerede i 869 havde de gennem erobring og handel kontrol over området sydpå til og med Xigosletten.
Da kongen døde, måtte hans søn prins Gerhard overlade dele af kolonien til en anden chanalsk konge, der senere solgte det videre. Herefter var området et kludetæppe af chanalske besiddelser.
I 906-7 kom over 1 million eronesere ind over landets østlige del. De flygtede på grund af deres afvigende tro. De blev hurtigt opslugt og har på alle måder sat deres præg på området. Det nuværende Questo havde længe haft status som et herreløst område med især collianske og nolaerianske bosættere.
I årene 925 til 954 førte frecacónere og freconere en lang og opslidende krig mod det chanalske overherredømme, ofte med indblanding fra questonesere.
I 949 lykkedes det Julius Frecon at fordrive chanalerne fra Theopols Zwetheim, som han hermed erklærede for Republikken Driodou-Frecon. I 954 havde han erobret det meste af det nuværende Frecacón/Frecon og Questo. I årene frem forlod stort set alle chanalere området. De drog nord på til det nuværende Savan, Coast Country og Republic of Gum, rejste til Tirbik eller hjem til Chanalia.
I 971 startede Pedro do Belgico et oprør i landet. Han endte med at dræbe Julius Frecon og bortførte hans datter. Pedro do Belgico friede til den smukke og forførende Angelique Frecon, og tre dage efter deres bryllup i marts 972 forgav hun ham. Nu stod landet uden hersker, og en gruppe lokale jordbesiddere løsrev ved den lejlighed det nuværende Questo og en del af Rio Bulumens-provinsen, ligesom områder, der nu tilhører Savan og Republic of Gum, blev afgivet ved denne lejlighed.
Bejlerne stod i kø hos den meget smukke Angelique Frecon, og en kendt revolvermand ved navn Jean-Baptiste Valonié friede og vandt hendes gunst. I marts 973 kunne han erklære Republikken Frecacón/Frecon for en selvstændig stat. Det lykkedes ham med snilde at holde sammen på landet frem til 996, hvor han blev myrdet. Det er reelt ham, der har opbygget landets nuværende politiske struktur og tegnet grænsestregerne mellem provinserne. Han flyttede i 989 hovedstaden til Speiago/Spéagou.
Årene 996-8 var præget af indre uroligheder. Selvom der var et formelt politisk system, var der alligevel en hel del forskellige magthavere i disse år. En af dem, Miguello do Belgico (slægtsskab med Pedro do Belgico er der tvivl om) fik gjort landet til en løsere føderation med to generalguvernementer og 12 provinser.

Oprø-
rernes mærke.

Landets grænser mod Savan, Questo og Republic of Gum var ikke så faste i årene 998-10, og fra 10 til 13 udkæmpedes en regulær krig mod Questo. Først fra 13 blev de nuværende grænser endelige.

Opløsning

Rostón-oprørernes flag.

Oprørernes flag.

Optøjer

Siden midten af 20erne gik tendensen i retning af opløsning af staten. Mange års sprogstridigheder kulminerede om aftenen den 2. november 32, da op mod 100 000 freconere — mange både klædt og bevæbnet som guerillasoldater — hærgede i deres egen freconske del af republikkens hovedstad. De satte ild til bygninger og symboler på den fælles stat, blandt andet flere af de regeringsbygninger, der ligger i Spéagou.

Generalguvernøren for Frecon, Edouard M’Xass, som få uger forinden havde taget parti for Phënesch i landets krig mod Aprathos, og to af de højest placerede freconske ministre, forsvarsminister Bambou Zavaque og handelsminister Karll Gueya-Mabomm, meddelte deres entydige støtte til kampen for et selvstændigt Frecon, hvorimod statsminister Jean-Jacq Delaboule optrådte nærmest vagt gennem hele striden.

Undtagelsestilstand

Regeringen, frecáconere som freconere, vedtog enstemmigt undtagelsestilstand i hele Speiago/Spéagou, endda uden at træde sammen for at drøfte sagen. Urolighederne blev dermed startskuddet til opløsningen af republikken, der med sin frecacónske kransekagepræsident Fernando Maria Orialo, sin konfliktsky, freconske statsminister og to halve regeringer, der skaltede og valtede med hver “deres” del af Frecacón/Frecon, længe havde stået på lerfødder. I december erklærede de to sider undtagelsestilstand i hver deres del af landet. På det tidspunkt var de styrker, der ellers var sat ind for at bekæmpe urolighederne, begyndt at kæmpe indbyrdes.

Forhandlinger og sammenbrud

I marts 33, efter fire måneder hvor situationen knap var til at skelne fra regulær borgerkrig, satte parterne sig til forhandlingsbordet. Freconerne ville have deres egen, suveræne stat. Det ville frecacónerne undgå, fordi de mente, at en samlet stat ville hævde større magt. Dette signal var især rettet mod Questo, hvis dengang ni måneder gamle regering havde ribbet op i gamle stridigheder, men det var også en hentydning til Eronesian. Frecacónerne frygtede en union mellem et selvstændigt Frecon og Eronesian, hvis en sådan union på længere sigt vil kæmpe for at generobre det tidligere storeronesiske rige.

Frygten for at blive klemt inde nagede også freconerne. Således havde de på det tidspunkt officielt (så officielt som det nu er muligt for en uofficiel regering) taget Phënesch’ parti i krigen mellem Aprathos og Phënesch. Hvis Aprathos erobrede Phënesch, ville freconerne være klemt mellem Aprathos og Frecacón. Alene dét, at freconerne valgte side, lagde endnu en hårdknude frem på forhandlingsbordet. Godt nok havde frecacónerne ikke officielt taget Aprathos’ parti — men det kunne hurtigt ske, hvis forhandlingerne brød sammen. Med andre ord truede en potentiel katastrofe i form af en alouangsk storkrig.

Da Eít kort efter faldt blev lunten til det sydøstlige Alouangs krudttønde for alvor kortere. Det var dødsstødet til de vakkelvorne forhandlinger om Frecacón/Frecons fremtid. Freconerne følte apraternes ånde i nakken og optrappede derfor deres styrker ved grænsen til Phënesch. Den phëniske regering og de uofficielle freconske magthavere underskrev en ikke-angrebspagt. Alouang-eksperter peger på, at pagten kan dække over en decideret forsvarsalliance, blot vil Phënesch udadtil fremstå som alliancefrit.

Truslen om alouangsk storkrig

Samtidig koncentrerede både frecacónerne og freconerne styrker omkring Friho/Friala og Speiago/Spéagou, hvormed fronterne var trukket skarpt op til decideret borgerkrig. Kun en håndfuld politikere, alle uden reel indflydelse, manede febrilsk til besindighed: »Kun ved at stå sammen kan vi stå imod truslerne fra Questo og Aprathos,« sagde Speiagos borgmester og viceguvernør Hidalbertos Oliveira Nunez Juarão, hvorimod landets formelle præsident, Fernando Maria Orialo, efterhånden stod for et Storfrecacón i stedet for Frecacón/Frecon. Som talsmand for den ene del af den splittede frecacónske forhandlingsgruppe meddelte den reelt magtløse præsident sin støtte til Aprathos med ordene: »Det er os stormagter og vore stærke hære, der sætter grænselinierne på morgendagens Alouang-kort«.

Hele det centrale Alouang holdt vejret. Blot et enkelt stænk benzin mere på krigsbålene i Frecacón/Frecon og Phënesch kunne risikere at involvere endnu flere lande. De frecacónske og apratiske hære var nu officielt på hinandens side. Det samme var freconerne og Phënesch — mindre officielt. Eronesian truede Frecacón med at sende tropper til at bistå freconernes frihedskamp. Og Questos ministerpræsident Carlos Meuldinger meddelte, at landets hær om nødvendigt ville kæmpe mod frecacónerne.

60 års jubilæum

I marts fejrede præsidenten og især frecaconerne 60 årret for den samlede stat. De benyttede lejligheden til at lade deres militære isenkram paradere gennem hovedstaden - også i den etnisk freconske del. De freconske ledere meldte afbud, og reelt var det kun frecaconerne, der deltog i den officielle fejring.

Borgerkrig og questonesisk invasion

Borgerkrigen brød ud den 5. maj 33. Fra den dag var landet de facto delt — de jure var det kun et spørgsmål om grænsedragningen.

Invasionen fra Questo

I januar 34 lykkedes det i løbet af blot syv timer Questos luftvåben og marine at lamme meget store dele af Frecacón.

Ifølge oplysninger i området var angrebet meget velorganiseret. Således bombedes baser og tilholds steder for militser, der enten er pro-apratiske eller anti-questonesiske. Den questonesiske marine blokerede havnene i provinserne Rio Bulumens og Spidónes del Sud og landsatte marineenfanterister i Bleraiero og enkelte andre byer.

På landjorden var de pro-questonesiske militser ikke sene til at tage magten. Præsident Orialo udtalte allerede dagen efter, at han opfattede Questos ministerpræsident Carlos Mueldinger som garant for Frecacons selvstændighed.

Udenlandske iagttagere mener, at det meget velorganiserede overraskelsesangreb kun kunne lade sig gøre med meget præcise oplysninger om de indre forhold i Frecacón — oplysninger, som givetvis komm fra en velorganiseret efterretningstjeneste, og her gættes på den phëniske BPSS, der er kendt for at være blandt verdens skrappeste.

Rio Bulumens og Frecon erklæret selvstændige

I februar erklærede havnebyen Rio Bulumens sig som en selvstændig fristat og blev omgående overraskende anerkendt af Questo.

Questoneserne kontrollerede nu fire af de syv frecacónske provinser, nemlig Rio Bulumens (bortset fra Rio Bulumens-fristaten), Terlitense, Spidónes del Sud og Centrál. Desuden området i Oeste mellem Rio Vereira og den savanesiske grænse og det meste af den frecacónske del af Friho/Friala-provinsen.

Kampene med freconerne var gået helt i stå. Frecons flag blafrede stille og roligt i hele det gamle Frecon samt dele af de frecacónske provinser Baia del Gum og Centrál. Desuden var Friho/Friala og dele af Speiago kommet på freconske hænder. Det blev anslået, at Frecon rådede over cirka 75% af matriellet fra den frecacónsk-freconske forbundshær.

I Driodou gjorde en lang række fremtrædende freconske politikere, forretningsfolk og andre indflydelsesrige personer Edouard M’Xass til ministerpræsident med meget vide beføjelser.

Leãos Negros

I juni 34 overgav Rio Vereira sig til de questonesiske styrker for at undgå at falde i hænderne på den frygtede milits Leãos Negros (De Sorte Løver) med den kynisk brutale Gonzales Don Pierre-Torre i spidsen.

Februar året efter udråbte Pierre-Torre fra sit hovedkvarter i Hóscóras sig selv til general — hvilket for ham er ensbetydende med statsleder — over Frecacón. Leãos Negros havde på det tidspunkt opnået kontrol med store dele af provinserne Baia del Gum, det nordlige Centrál og det østlige Oeste.

Rostón-militsen

I august 34 forsøgte en dubolskistisk milits anført af den internationalt eftersøgte bankrøver Fidel Majehuara at erobre Femumiralpa. Militsen fik i første omgang støtte af Questo, som med en erobring af havnebyen ville kunne vinde yderligere en strategisk vigtig del af Frecacón. I december blev det meddelt, at det questonesiske militær i stedet havde arresteret Majehuara. Hans milits var gået i opløsning, og Questo trak sig fra det nordlige Frecacón.

Opløsning af Frecacón/Frecon

Officielt opløstes landet den 26. februar 34, da Frecon erklæredes selvstændigt.

Den 4. november udråbte Questo udråbt det frecacónske område, som landets hær havde besat, som questonesisk territorium. Dermed var República Questo y Frecacón en realitet.

Denne grænsedragning blev hurtigt anerkendt af Frecon, Eronesian, Fessalin Al-Miquim, Phënesch og Qoullux og Rojtach, mens øvrige lande i Heartland — især Savan, hvis hele grænse mod det tidligere Frecacón/Frecon nu var en grænse mod Questo y Frecacón — var mere skeptiske.

I december 34 fandt en fredsslutningskonference sted i Qoullux under ledelse af Per Højholt. Den endte med, at de politiske ledere i Republic of Gum, Savan, Questo, de sydlige frecacónske provinser, Rio Bulumens og Frecon fandt frem til en grænseaftale, som alle kunne goutere.

De nye grænser

Questos nordlige grænse i det gamle Frecacón kom til at gå, hvor landet selv havde udråbt den til at gå, mens der i den del af provinsen Friho/Friala, der ligger på den vestlige bred af floden Rio Friho/Frecon, blev udskrevet folkeafstemning om grænsedragningen, som endte med at befolkningen i samtlige kommuner i området på den vestlige bred af Rio Friho af to onder valgte at høre til Questo, og grænsen mellem Questo og Frecon gik således fra 1. april 35 midt ude i floden. Til gengæld beholdt Frecon hele byen Friho/Friala — hvis indbyggere til deres store frustration ikke kunne stemme — og de blandede områder, der var kommet under freconsk kontrol. Frecons regering udstedte en garanti for de etniske frecacóneres rettigheder og for at være åben over for nye grænseændringer nordpå, når situationen i resterne af Frecacón har stabiliseret sig. Driodou var nu officielt hovedstad i Frecon.

Også i Rostón blev der udskrevet folkeafstemning for at beslutte, om byen skulle blive en fristat for den frecacónske side af byen, en samlet fristat for hele byen, at hele byen skulle overgå til Republic of Gum, eller den frecacónske side skulle forblive frecacónsk (og dermed gå en usikker fremtid i møde). Resultatet var at slutte sig til Republic of Gum, hvilket formelt skete den 28. marts 35.

Rio Bulumens blev anerkendt som en fristat. Bleraiero, der reelt ikke var besat af Questo, havde håbet at få anerkendt samme status, men byens borgmester Valentino Monto og Carlos Meuldinger enedes i stedet om, at Bleraiero fik status som frihavn under questonesisk styre, dvs. ikke selvstændig, men med særlige privilegier.

Fortsat borgerkrig i det tilbageværende Frecacón

Samtidig rasede krigen i det nordlige Frecacón videre. Den questonesiske fremmarch mod Femumiralpa ved Gumbugten stødte på massiv modstand fra Gonzales Don Pierre-Torres skånselsløse Sorte Løver, som forinden havde knust resterne af den dubolskistiske milits i Femumiralpa.

I februar 35 udråbte Gonzales Don Pierre-Torre fra sit hovedkvarter i Hóscóras sig selv til general — hvilket for ham er ensbetydende med statsleder — over Frecacón. Leãos Negros havde på det tidspunkt opnået kontrol med store dele af provinserne Baia del Gum, det nordlige Centrál og det østlige Oeste.