Bob Celwins
| Bob Celwins | ||
| LAR | født 993 | mål |
| Klubber | ||
| sæson | klub | titler |
| -24 | Sporting Vavery Quisbee (am) | WC–ALFA–2M |
| 25 | Sporting Vavery Quisbee | P |
| 26 | Stadiusmen Ba Novis, MSZ (lejet fra GBU) | M |
| 27-33 | GBU/Aloaung Terlitense, FRE | M |
| Landshold | ||
| sæson | landshold | LK/m |
| 21 | Laran Wevey/Molle/Szarikalsing A | 2/– |
| Træner | ||
| sæson | hold | res |
| 34-35 | TIFOs Trænerskole | (ej bestået 1.år) |
| 37 | Sporting Vavery Quisbee (målmandstræner) | |
Fodboldspiller fra Laran. Det var Celwins, der stod på mål ved SVQ’s ALFA Cup- og World Cup-triumfer i 20, men da klubben for alvor indførte professionalisme, hentede ledelsen i korlarizboen Grzegorz Coclakak en anden målmand, og Celwins blev endda først professionel et år senere og sad stadig på bænken.
Så skrev han kontrakt GBU, som lejede ham ud til Stadiusmen Ba Novis. Her måtte Celwins kæmpe om pladsen med Per Bro og havde herefter mest af alt lyst til at droppe profeventyret og vende tilbage til sit gamle job i et vagtfirma.
Men GBU Terlitense mente at kunne bruge Celwins’ erfaring, og efter lange overvejelser og to besværlige flyture til Frecacón for at prøvetræne og se på forholdene sagde han ja. Han havde ikke drømt om at skulle blive i det urolige land så længe, men den kraftige, efterhånden næsten småfede, larneser med det rolige gemyt var vellidt af kammerater og ledere i Terlitense og satte sig ud over de forskellige interne stridigheder i klubben. I maj 32 blev han indirekte involveret i dem, da klubbens formand Roberto Wilson Carnavallos egenhændigt gjorde Celwins til førstemålmand for at køre hans konkurrent Karl Erick Zumato ud på et sidespor efter at denne i pressen havde kritiseret frecacónske landsholdskammerater.
Selvom Bob Celwins i sine sidste år heller ikke i Alouang Terlitense, som klubben nu hed, altid var førstevalget mellem stængerne, følte han sig så godt tilpas, at han imod alle odds blev der og derved blev en af de ældste aktive profspillere nogensinde.
Efter slutningen på karrieren som aktiv var kun naturligt, at ville tage TIFOs trænerlicens. Det lykkedes ham desværre ikke, og efter et år, som han mest brugte på at rejse, men også indimellem fungerede som fodboldekspert i larnesiske og savanesisksprogede aviser, blev han målmandstræner i SVQ.
