Udborg

Udborgs flag.

Udborg, UDB: DATA:
MØNTFOD: Rigsmark.

HISTORIE

Udborg grundlægges

I år 533 drog en gruppe skolborgere under ledelse af Niels Udvardsøn (fætter til den regerende kong Poul II af Skolborg) til den del af Skollø, der dengang kun var beboet af ræve, ulve, vildsvin, okser, bjørne og en hel del andre store pattedyr.
Samme år grundlagde de byen Innanæs på et lille, indadvendt næs og godt skjult. Kongeriget blev straks anerkendt i det magtfulde Skolborg, hvor folk kaldte den ny stat for Udborg.
Da kongen døde i år 556 efterlod han sig et meget specielt testamente. Landet blev inddelt i 23 veener (”veen” er et gammelt ord for værn). Disse veener dækker hele landet pånær området omkring Innanæs. Samtidigt blev befolkningen inddelt i 23 lige store grupper, og således kom alle til at tilhøre et veen, som man var forpligtet til at forsvare i tilfælde af krig, til gengæld kunne man (skattefrit!) udnytte jorden til dyrkning eller vildtjagt.
Da folk som regel boede i Innanæs, blev der etableret turnusordninger, således at alle kom til at bo ude i selve veenet på et tidspunkt i deres liv.
En anden nyskabelse var parlamentet Næstinget, hvor kongen på demokratisk vis skulle spørge folket (både mænd og kvinder) til råds. Næstinget bestod af 69 medlemmer, dvs. hvert veen valgte 3 medlemmer; et system, der holdt indtil kong Ulriks grundlov i 971.
Systemet havde en udemokratiske ulempe. Man blev automatisk født ind i sin fars veen (derfor er veenerne langt fra lige store i dag), og som årene gik, blev det sværere og sværere for nytilkomne at blive optaget i et veen. Derfor opstod en gruppe af "veenløse" efterkommere af indvandrere og børn af ukendte fædre. Således er det i dag kun 3/4 af befolkningen, der tilhører et veen. Veenernes politiske betydning er i dag ikke særlig stor, men de er en altafgørende økonomisk magtfaktor, og de har stadig en lang række privilegier, bl.a. retten til at udnytte deres veens naturresourcer.

Dronning Sandra og Mikkel den Store

Udborgs historie er generelt en fredelig nations historie. I 623 døde kong Niels II kun efterladende sig døtre. Efter en mindre krise besluttede Næstinget, at den ældste datter, Sandra, måtte gifte sig med sin farbror Thorkurt. Kong Thorkurt II og dronning Sandra delte magten og blev hurtigt et meget elsket og aktivt regentpar, der fik hele otte børn.
Selv om deres søn blev konge i 641 - kong Mikkel I den Store - bevarede dronning Sandra sin magt og indflydelse indtil hendes død i 655. Således er mange af de gerninger, der gjorde Mikkel I til "den Store" reelt dronning Sandras fortjeneste.
Kong Mikkel I den Store giftede sig med prinsesse Paola af Venamo, og lige siden den populære dronning har der været tætte forbindelser mellem Udborg og Venamo.

Kong Ulriks grundlov fra 971

I 971 gennemførte den meget radikale kong Ulrik en række grundlovsændringer, der på én gang gav de mange veenløse demokratiske rettigheder og indskrænkede veenernes betydning til det rent forsvarsmæssige suppleret med en vis skattefrihed og ret til veenernes naturlige ressourcer.
Landet blev opdelt i 10 kommuner hvorfra Næstingets medlemmer, der samtidig blev udvidet til 99 medlemmer, blev valgt i forhold til kommunernes folketal - man skulle som noget nyt stemme efter bopæl og ikke veen. Samtidig overlod han det daglige styre til en regering, der dog skulle udskrive valg til Næstinget efter højest fem år.
Kong Ulriks grundlov var meget omdiskuteret på sin tid, men der er i dag ingen, der er i tvivl om, at den er skyld i Udborgs fremtrædende plads blandt verdens nationer.

Moderne tid

Veenisterne og Ulrikkerne - og siden Arbejderderpartiet

Fra første færd blev parlamentet opdelt i Veenisterne, der var mod grundloven og Ulrikkerne, der var for. De to grupper blev til egentlige partier i 985. Fra 971 til 985 var ”den gode ulrik” Ulrif Okshøj statsminister.
Ved valget i 985 blev der valgt 61 ulrikkere, 35 veenister og 2 borgere uafhængigt af partierne. Statsminister Peder Jensen dannede herefter sin regering.
Ved valget i 990 kom det i 988 dannede Arbejderpartiet i Næstingent med 3 mand. Herudover blev der valgt 59 U, 35 V og 2 B (borgere uafhængigt af partier).
I 990 endte valget således: 54 U, 30 V, 10 A og 5 B. Peder Jensens regering fortsatte imidlertid frem til hans død i 999, hvor der efter grundlovens foreskrifter blev udskrevet nyvalg.
Valget i 999 kastede de gamle fjender - Ulrikkerne og Veenisterne - i armene på hinanden, og de dannede Albert Stokholmens regering ovenpå et valg, der endte således: 44 U, 23 V, 22 A, 4 B og 6 Sunister, der for første gang stillede op som parti.
Regeringen forsatte efter valget i 4, der endte således: 45 U, 22 V, 21 A, 6 B og 5 S. I 6 kom det offentligheden for øre, at Albert Stokholmen indirekte var indblandet i skattesvindel. Da der samtidig var en del arbejderuroligheder, endte det med, at Stokholmen måtte udskrive valg, skræmt af masserne på barrikaderne.
Efter en hård og personfikseret valgkamp, hvor Stokholmen og hans Ulrikker kom til at fremstå som meget ynkelige, mistede Ulrikkerne en masse mandater og afløstes af Erik Nielsons 1. regering, der var en mindretalsregering bestående af Arbejderpartiet og Veenisterne: 31 U, 29 A, 19 V, 12 S og 8 B.
Den holdt kun indtil 10, hvor et valg endte således: 36 U, 32 A, 17 S, 12 V og 2 B. Herefter dannedes endnu en mindretalsregering: Erik Nielsons 2. regering.
Den fortsatte som mindretalsregering efter valget i 15: 36 U, 34 A, 17 S, 9 V og 3 B.
I 20 trak den nu 71-årige Erik Nielson sig tilbage, og den meget populære Annie Jepsen dannede Annie Jepsens regering, der holdt efter to valg, 20: 35 U, 34 A, 19 S, 9 V og 2 B og 25: 38 U, 30 A, 19 S, 11 V og 1 B.
I 27 måtte Annie Jepsens regering udskrive valg efter et mislykkedes forsøg på at ændre på beskatning af aktier og veenernes formuer. Valget flyttede to mandater over til Ulrikkerne, som netop kunne danne flertaltals regering med Veenisterne. Valget i 27 endte således: 40 U, 29 A, 18 S, 11 V og 1 B. Steffen Hansen dannede sin regering.
Den 81-årige statsminister døde imidlertid i 29, og der blev efter grundlovens foreskrift udskrevet valg, der resulterede således: 43 U, 31 A, 12 S, 8 V, 1 B, 2 R (Reform Socialisterne) og 2 N (NyBy - Innanæs' socialist-sunist-parti). Herefter dannede Else Skram-Madsen regering. Tiden herefter blev politisk plaget af splid i både Arbejderpartiet, Sunisterne og til en vis grad også hos Veenisterne. Ulrikkerne kom derfor til at fremstå som det eneste mulige regeringsparti, selvom de reelt dannede regering med Veenisterne.
Økonomisk og socialt udviklede samfundet sig meget stabilt. Især splittelsen på venstrefløjen prægede velgresultatet fra Næstingsvalget i 34: 39 U, 23 A, 11 V, 10 R, 9 S, 4 N og 3 B. Meget overraskende valgte den populære statsminister, Else Skram-Madsen at trække sig tilbage, og da ulrikkernes oplagte kronprins, udenrigsminister Jan Højholt havde mistet sit sæde i Næstinget ved valget, blev den 45-årige landbrugsminister fra Youha, Ole Emil Hansen, statsminister. Ole Emil Hansens regering kom i høj grad til at bestå af unge kræfter uden ministererfaringer. Hansens rolige facon gjorde ham meget respekteret i hele befolkningen.

GEOGRAFI

bla-bla-bla - vildmark og skove på grænsen til Skolborg - bla-bla sjældne arter som kaffebjørnen

REGLER OG LOVE

STATSBORGERSKAB

I 35 forenkledes loven om indfødsret betydeligt. Alle, der har opholdt sig i landet i 5 år, kan opnå fuldt statsborgerskab, hvis nogle ganske få forudsætninger er opfyldt. Man må ikke have offentlig gæld (i Udborg) eller begået kriminalitet efter udborgske love.

Særlov for tarmesere

I forbindelse med krigen i Tarmes indførtes en særlov, der gjorde det muligt for termesere at erhverve statsborgerskab efter blot 12 måneders ophold. Dog under forudsætning af, at man ikke har offentlig gæld (i Udborg) eller begået kriminalitet efter udborgske love.