Juni 34
Begivenheder inden for fodbold, musik og politik i juni 34.
For ti år siden: Da Laran kom på fodboldkortet
Alle fodboldfans husker det. Var de ikke fodboldfans dengang, har de set det i fjernsynet senere. En af de mest genviste kampe nogensinde: semifinalen i den første TIFO Gold Cup mellem uovervindelige Skolborg og ukendte, debuterende Laran.
Den historiske kamp endte som bekendt i et 5:5-målorgie, en forlænget spilletid uden mål og en straffesparkskonkurrence, hvor de tappert kæmpende larnesere kun kunne score tre gange, mens verdensmestrene scorede på alle sine fem.
Det var en fodboldfight så fyldt med dramatik og med følelser fra hele registret, at den er svær at referere med ord. Ikke blot fordi ord ikke rækker — denne superdyst skal mindst opleves på en tv-skærm, når nu man ikke var der selv — men også fordi det er svært at skære nogle mindre spændende spilleminutter væk. Det var 132 minutters totaloplevelse af fodboldspillets facetter.
24 var også sæsonen, hvor en vis Carlo Coanpopololo scorede fem mål i de collianske pokalfinaler for Craba FC. Og hvor Baringers Land rigtig begyndte at blære sig i ALFA Cup, idet tre af de fire semifinalister var baringske. SC Sönig vandt sin første af fem ALFA Cup-titler ved at besejre 1.FC Siron. OFK Sumsar vandt Nick Bobson Cup 4:3 over Way Gorle efter at have indhentet både en 2:0- og 3:2-føring til Way.
Jah, det var dengang, der stadig blev scoret masser af mål i topfodbold…
Stjerneflugt fra SSC
torsdag den 29. juni 34
Michel Maliron har et problem. Den meget roste træner for SSC Boffe har sammen med klubledelsen meget ambitiøse fremtidsplaner, fx skulle der gerne være omkring 26 fuldtidsprofessionelle spillere i truppen fra sæson 36, hvis den raliendanske profliga bliver en realitet. Det burde ikke være noget problem for den efterhånden velhavende klub, der trods skuffede ambitioner i de seneste år også tegner til at få et pænt overskud i år.
Men det er et problem. For stjerne efter stjerne beder om at få sit navn ført på transferlisten. Det har længe været ventet, at krovlaneren Jesper Borre er skuffet over sin bænkevarmerstatus og vil væk, og nyprofessionelle Jean-Marie Hô fra Republic of Gum har slet ikke kunnet finde sig til rette med mentaliteten i Collo og har kraftig hjemve. Spillere, der kan erstattes. Men kan anfører Pedro Mirini og de baringske superstjerner Felix Ziwa og Paul Blau dét?
Mirini har fået primadonnanykker og kræver en klækkelig lønforhøjelse, som klubben ikke umiddelbart vil garantere ham. Til gengæld har den tilbudt Ziwa en endnu højere gage — men Ziwas kontrakt udløber med sæsonen, og han vil efter tre år i SSC gerne se, om der skulle komme nogle konkurrencedygtige tilbud. Senest har også Paul Blau ladet vide, at han ikke uden videre vil opfylde sin kontrakt, der ellers gælder helt til 37.
Så Maliron har problemer. Men om ikke andet vil et eventuelt salg af de nævnte spillere indbringe summer, der burde være mere end nok til at indkøbe nye topnavne. Det bliver spændende at se, hvordan træneren løser det.
Bred debat om Molszaris fremtid
fredag den 30. juni 34
Sommeren kommer til at gå med politiske manifestationer i Molszari. Afslutningsdebatten inden sommerferien i Fællesforsamlin¬gen handlede naturligvis om det gennem de seneste år mest påtrængende spørgsmål i Molszari: landets fremtidige struktur.
Det råd af de enkelte landsdeles politiske ledere, som statsminister Carmis Szaress nedsatte for et halvt år siden, vil først fremkomme med sine tanker og resultater, når der har været en åben, bred og offentlig debat i befolkningen om spørgsmålet. Altså ingen sommerferie for politikerne. Der skal propaganderes og diskuteres i hver en afkrog af Molszari.