November 31
Begivenheder inden for fodbold, musik og politik i november 31.
Arnytraces U21-hold eliminerer Baringers Land
I 2.runde af TIFOs tredje Plaque de Jeunesse-turnering skete et par gedigne overraskelser. I Lercken slog Weisserland med en 2:1-sejr sidste turnerings semifinalister Langborg ud, og i Auves hjalp både dommeren og andre af de højere magter Arnytrace til en lige så sensationel 3:1-sejr over Baringers Land, som i de hidtidige to turneringer har været finalister henholdsvis semifinalister.
Kampen i Auves var spillemæssigt domineret af de baringske gæster fra start til slut, men baringerne var både ineffektive og uheldige med deres afslutninger i første halvleg — inden for de første ti minutter misbrugte de blandt andet to sikre tilbud. Efter 17 minutter fik Baringers Land desuden den første af en lang række urimelige kendelser imod sig af den kloske dommer Frederik Klargaard: Jean-Jacques Birtontini gled af sig selv uden for straffesparksfeltet — og komplet uforståeligt pegede Klargaard resolut på pletten. De heftige protester fra baringerne udløste et gult kort til anfører Peter Zinsen. Yves Tavis lod ikke denne gratis chance gå fra sig og placerede elegant bolden oppe i nettaget fra 11-meterpletten, hvorefter arnerne holdt denne føring halvlegen ud.
2.halvleg var kun to minutter gammel, da Zinsen fra midten af arnernes banehalvdel afdriblede fem-seks mand og listede bolden over mållinjen til baringsk udligning. Blot halvandet minut senere gjorde klubkammeraten i 1.FC Bön, Friedrich Lehmann, ham kunststykket efter — men dette mål annullerede dommer Klargaard helt ukorrekt med påstand om, at Lehmann havde væltet den arnske målmand omkuld.
Efter fortsat at sidde totalt på kampen og have misbrugt yderligere gode forsøg, begyndte frustrationen at ulme hos baringerne. Hertil kom, at manden i sort fortsat virkede decideret partisk; Tavis, som havde gult i forvejen, fik end ikke en henstilling, da han gentagent hev i baringernes trøjer — men midt i halvlegen fik gæsternes Reinhard Wolle en direkte udvisning efter en forholdsvis harmløs tackling. Samtidig fik Karsten von Klöss gult for brok, og baringernes talentspejder Dieter Falke blev sendt op på tribunen for at henvende sig i lidet venlige toner til linjevogteren.
13 minutter før tid fik arnerne pludselig en løs chance, og Jo Pannesse udnyttede denne instinktivt til 2:1. Fem minutter efter fik baringerne et håndfrispark lige uden for feltet, og igen var de så uheldige, at det ellers perfekt skruede skud fra Zinsen først ramte indvendigt i trekantsammenføjningen og derefter indvendigt på modsatte stolpe uden at gå ind. Bolden blev febrilsk sparket op ad banen, og indskiftede Ivan Mourdres tæskede ukontrolleret bolden op over målmand Reinhold Knüller, som stod ved kanten til sit eget straffesparksfelt, og kuglen timlede via overliggeren ind til slutresultatet 3:1.
Efter kampen var de baringske spillere så rystede over denne ubarmhjertighed fra både heldets og dommerens side, at de alle i flere minutter blev liggende i græsset af uforståenhed og ærgelse. Sjældent er en kamp mundet ud i så urimeligt et resultat.
Venamo, der i 1.runde overraskende slog finalisterne fra Nolaere ud, kom i 2.runde til kort i Laran med et 2:4-nederlag. Wevey udklasserede Crouver 6:1, titelforsvarer Republic of Gum vandt 5:1 i Eronesian, og ellers er Northcoast League, Nexø og Korlariz videre til kvartfinalerne.
Eksperimenterende ungdomstræner
Ikke så snart har Mõevalos fået genoplivet sit U21-landshold, før det har lagt navn til en spillestil. Mõevalos-varianten (eller blot “mõevarianten”) er en taktik, som især skiller sig ud ved at give de såkaldte wingbacker en endnu mere udtalt rolle, end det hidtil er set i fodbold. Wingbackbegrebet har været fremme i mindst fem år — men hvor det normalt blot består i, at de to backer rykker frem, når chancen byder sig, skal mõevalosvarianten være yderligere en tand offensiv.
U21-landsholdets træner, Sulão (52 år), har således udviklet en taktik med et 3-4-3-system som fundament, men hvor spillerne i angrebssituationer rykker efter et af følgende to grundmønstre: a) de to backer rykker helt frem som yderwinger, hvorved de to halfbacker rykker lidt i defensiven, mens de to centerhalfer danner backup til offensiven; b) begge backer rykker frem til den offensive midtbane, og en eller begge halfbacker rykker ud i wingzoneme, så der nærmest spilles med dobbelt wing i en eller begge sider.
Taktikken bar her i sin spæde barndom vist sig tit at give for store huller bagude, idet holdet kun har vundet én af halvsæsonens seks kampe. Det største problem er, at især midtbanespillerne skat have et enormt løbepensum, og alle seks midtbanefolk i truppen er amatørspillere. Men der har dog været tale om udelukkende hæderlige resultater (og 12 Mõevalos-mål på de seks kampe) — og ideen vidner om en interessant spillemæssig nytænkning fra Sulãos side. Mõevalos-varianten kan med fortsat eksperimenteren og heraf følgende tilretning og finpudsning vise sig at blive et underholdende stykke fodboldværktøj.
Monopoltilsyn splitter mediekonges imperium
Det baringske monopoltilsyn har vurderet, at mediekongen Clausjürgen Jahlow (59) efter sit opkøb af koncernen Krongold Kommunikation AG har brudt landets regler om, hvor stor en del af massemedierne, der må være på samme hænder. Under Krongold hører både dagblade, fagblade, radiostationer, samt den største og den femtestørste af Baringers Lands private tv-kanaler.
Da Jahlow allerede inden købet ejede en stor andel af de private medier, har hans imperium overskredet monopoltilsynets grænse, i hvert fald inden for tv-mediet. På kommunikationsområdet er der skærpede monopolbegrænsninger for at sikre den baringske grundlovs ord om »åben, alsidig og ikke-manipulerende information til mand, gruppe og samfund til sikring af landets interne og eksterne troværdighed«.
Mediekongen bliver således tvunget til at afhænde dele af sine medieselskaber — og har i øvrigt mindsket sin chance yderligere for at blive EBP (Empfänger des Baringer Primär-Ordens); i forvejen er Jahlow EBO (Empfänger des Baringer Ordens). Han har gennem flere år været et af den kulørte presses yndlingsofre, især siden han forsøgte at blive valgt ind i det nationale parlament med et nystiftet parti, hvilket mundede ud i en kæmpe fiasko. Senest har han vakt harme i både de finere kredse og hos “Familien Baringer” ved i juli at arrangere et fupbryllup mellem sin yngste søn Maximilian (23) og den kloske fotomodel og sangstjerne Ria-Mia (Gyda Borsholm).